Kommune i samarbejde med privat aktør om natur, vej og park

Infrastruktur

26/06/2015 10:03

Nick Allentoft

Drift og vedligeholdelse i Hillerød Kommune har været i udbud. Nu er vinderen, der for fremtiden skal stå for driften af kommunale veje, grønne områder, vandløb og vintertjeneste, fundet.
Drift og vedligeholdelse i Hillerød Kommune har været i udbud, og HedeDanmark A/S skal for fremtiden stå for driften af kommunale veje, grønne områder, vandløb og vintertjeneste

Byrådet vedtog i aftes at tildele firmaet HedeDanmark A/S kontrakten på drift og vedligeholdelse af en række områder i Hillerød Kommune. Det sker efter en udbudsrunde, hvor HedeDanmark A/S er kommet med det mest fordelagtige tilbud vurderet på pris, opgaveløsning og innovation.

Samtidig med at HedeDanmark skal overtage opgaven, skal der også virksomhedsoverdrages mere end 40 medarbejdere fra Hillerød Kommunes drift og service til Hede Danmark.   ”Det er en vigtig og stor opgave, HedeDanmark skal løse. Men jeg har fuld tillid til at de kan løfte denne opgave, og de overtager samtidig en stor gruppe meget kvalificerede, engagerede og veluddannede medarbejdere fra Hillerød Kommune. Jeg ser frem til samarbejdet med HedeDanmark,” siger borgmester Dorte Meldgaard.   ”Vi kigger hele tiden på de ting, vi laver, og på hvor vi kan få dem løst bedst. Vi effektiviserer, men det er ikke alene ud fra et økonomisk hensyn. Der ligger også andre parametre til grund for vurderingen. Vi har gennem udbudsprocessen fået en grundig beskrivelse af opgaven og har nu  efter afslutningen af budrunden set, hvordan vi kan få mest for  pengene. Samlet set er det tilbud, HedeDanmark er kommet med, det bedste bud,” siger Dorte Meldgaard.   HedeDanmark overtager efter planen området den 1. oktober 2015.   Fælleslisten og SF stemte på byrådsmødet i aftes imod indgåelsen af kontrakten. De øvrige partier stemte alle for.

Mest Læste

Annonce