Tandplejen i Aabenraa Kommune får ny struktur

Velfærd

20/08/2013 11:03

Freja Eriksen

Fremover vil Aabenraa Kommunale Tandpleje være organiseret i fire teams, som dækker alle distrikter i kommunen. Teamene vil på skift betjene de syv nuværende klinikker.

Den nye struktur er et led i de besparelser, der skal ske på Tandplejens område i 2013 og 2014.

Tankegangen bag den nye struktur er, at det er lettere at lade tandplejens personale komme til børnene end omvendt.

- Vi bevarer de eksisterende klinikker, men i stedet for at bemande dem med fast personale, bliver klinikkerne fremover betjent af de nye teams, der dækker flere distrikter. På den måde vil Tandplejen fortsat være, hvor børnene er, forklarer overtandlæge Niels Bjørn Lendal.

De fire teams målretter desuden det forebyggende arbejde, så der kan sættes ind med lokale tiltag, hvor tandsundheden har størst behov for at blive forbedret.

- Vi tilrettelægger arbejdet mere rationelt med færre medarbejdere. Heldigvis har de fleste børn fine tænder, og de kommer sjældnere til tandlægen, mens børn med dårlig tandsundhed bliver indkaldt med kortere intervaller efter behov, siger Niels Bjørn Lendal.

 

Mest Læste

Annonce