Rekord hurtig behandling af byggesager: Faaborg-Midtfyn fortæller hvad de har brug for

Infrastruktur

11/07/2016 10:05

Nick Allentoft

Øget fokus på dialog og vejledning i ansøgningsprocessen placerer Faaborg-Midtfyn Kommune i toppen over de hurtigste kommuner til at sagsbehandle byggesager.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Trafik og Byggestyrelsen har netop offentliggjort deres årlige liste over kommunernes sagsbehandlingstider på byggesager. Her får Faaborg-Midtfyn Kommune en flot andenplads og har med en sagsbehandlingstid på kun 15 dage den næst hurtigste gennemsnitlige bruttosagsbehandlingstid på byggesager i Danmark – kun overgået med få dage af Assens Kommune.

Sådan får du bedre sagsbehandling

Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.

Det handler om at insistere på de nødvendige informationer. 

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for samtlige 98 kommuner ligger på 69 dage, så 15 dage er et flot resultat. Faktisk lykkedes det allerede i 2015 at indtage andenpladsen – det ved at øge fokus på sagsbehandlingstiden generelt samt det at arbejde mere tværorganisatorisk på området. Det viste sig at være en god investering for både borgere og erhvervsliv.

     Se hvor hurtig - eller langsom - din kommune er

Det sidste års tid har vi arbejdet hårdt på at fastholde et effektivt sagsforløb samtidig med at antallet af byggeansøgninger er steget væsentligt. Især i forhold til ansøgningsprocessen har Byggesagsafdelingen (BYG) sat skarpt ind. Det der tager længst tid i en byggesagsbehandling er nemlig oftest at få det nødvendige ansøgningsmateriale ind fra ansøger – og i mange tilfælde er det her, processen går i stå. Åse Nielsen, afdelingsleder for BYG, fortæller:

”Vi har øget indsatsen i forhold til at få det nødvendige ansøgningsmateriale ind fra start, så sagsbehandlingstiden kan blive kortest mulig. Vores indsats har gået særligt på dialog og vejledning, hvor vi ved den allerførste henvendelse fra ansøger tager en snak om byggeønsket, og hvor vi informerer om, hvilke oplysninger vi skal bruge for at kunne behandle byggesagen hurtigst muligt. Forudsætningen for en hurtig byggesagsbehandling er, at vi har de oplysninger vi skal bruge fra start”.

Som et led i at forbedre ansøgningsprocessen for alle parter har Åse Nielsen blandt andet holdt et oplæg for Dansk Byggeris medlemmer om netop ”Den gode ansøgning”. Det er ofte virksomhederne, der udfylder byggeansøgningerne, og de er derfor en vigtig samarbejdspartner i forhold til at få processen til at forløbe smertefrit. Og samarbejdet har vist sig at bære frugt:

”Mit arbejde blev i hvert fald en del lettere efter vi havde Åse Nielsen til at give os tips til den gode ansøgning”, fortæller Ib Møller fra murer- og entreprenørvirksomheden Brdr. Møller, der har til huse i Nr. Broby.

”Som virksomhed har vi selv stor indflydelse på hvor hurtig sagsbehandlingen bliver, og derfor er det altid brugbart for os, når kommunen kan hjælpe os til netop hurtigere sagsbehandling. Det har både vi og vores kunder gavn af”.

Også borgmester Christian Thygesen glæder sig over resultatet af Trafik og Byggestyrelsens opgørelse:

”Vi ønsker at både borgere og erhvervsliv oplever et højt serviceniveau, når de skal bygge om, nyt eller til, og det er resultatet her et godt eksempel på”, fortæller Christian Thygesen og fortsætter:

”Sidste års andenplads blev blandt andet opnået gennem øget samarbejde på tværs af fagområder og dette års placering er med til at understrege, at det at vi hele tiden arbejder på at forbedre vores services over for både borgere og erhvervsliv betaler sig og giver gode resultater. Det er jeg meget glad for at se”.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.