Læs også: Den nye skoledag
Kodejagt og borgermøder
Kommunen og Østjyllands Politi har fokus på at dæmme op for indbruddene, og derfor bliver der nu sat ind med kodejagt på skolerne midt i ferietiden og holdt borgermøder i Hammel 4. november og i Hadsten 11. november.
Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune, er selvfølgelig ærgerlig over, at der er brug for indsatsen, men samtidig også glad for, at det kriminalpræventive arbejde sætter ind.
Kodejagten er for alle børn, men eleverne i 0.-3. klasse får allerede i uge 41 en konkurrencekupon med hjem, så de i løbet af uge 42 sammen med deres forældre, venner eller bedsteforældre kan gå rundt ved deres skole og finde 16 koder. Jagten går ud på, at de skal finde det hemmelige ord. Så får de en flot medalje og deltager i lodtrækningen om biografbilletter. Konkurrencekuponer udleveres på nærmeste bibliotek. Alle deltagere kan aflevere konkurrencekuponen på biblioteket i betjeningstiden og få en kodejagtsmedalje samt deltage i lodtrækningen om biografbilletter. Ideen med kodejagten er at få noget aktivitet ved skolerne midt i en ferietid, hvor skolerne ofte er nemme mål for indbrud. De lokale køreskoler, hundeluftere og løbere opfordres også til at slå et slag forbi skolerne i ferietiden.
De førstnævnte har meldt positivt tilbage. Jeg kommer og lyser på jer, lyder det fra en af dem, og den melding glæder Lars Clement, direktør for Teknik og Kultur i Favrskov Kommune.
- I perioder er vores offentlige bygninger udsat for indbrud og hærværk, og specielt i ferietiden er vi indimellem hårdt ramt. Derfor er det godt at vænne både børn og voksne til at holde øje med stederne og kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt. Vi har lavet sikringsgennemgange af skoler, og daginstitutionerne har fået installeret tyverisikrede skabe til elektronikken, og specielt for daginstitutionerne kan vi se, at det har hjulpet, for der oplever vi heldigvis ikke længere så mange indbrud, siger Lars Clement.
Opmærksom nabohjælp
På borgermøderne 4. november i Hammel og 11. november i Hadsten sætter politiet blandt andet fokus på, hvad man selv kan gøre for at indbrudssikre ens hjem. Nabohjælp er et af de redskaber, de også vil omtale.
Fælles årvågenhed passer godt ind i kommunens formål med tiltagene, siger borgmester Nils Borring:
- Selvfølgelig skal vi ikke alle rende rundt og lege politibetjente, men vi skal være opmærksomme og kontakte politiet, hvis vi opdager et indbrud. Nabohjælp har i udlandet vist sig at nedbringe indbrud, hærværk og anden kriminalitet med op til 25 procent.