Forskere sætter lup på vuggestuebørn

08/3/13 9:10

Fredensborg Kommune

Hvordan skal vuggestuer og dagpleje arbejde med børnenes udvik-ling? Vuggestuepædagogikken er til debat landet over.

Ny forskning viser, at de første tre år af børns liv er altafgørende for børnenes videre formåen med hensyn til læring og sprog. Nu går 18 kommuner, heriblandt Fredensborg Kommune sammen med forskere fra Århus Universitet for at udforske pædagogikken for de mindste og på den måde også undersøge og afprøve nye pædagogiske metoder i vuggestue og dagpleje.

Barnet i Centrum er et landsdækkende såkaldt aktionsforskningsprojekt, hvor forskere i pædagogik og læring sammen med medarbejdere i vuggestuer og dagpleje afprøver nye måder at arbejde på. Det handler både om at fremme børnenes udvikling af sprog, motorik og leg, men også om relationen mellem børn og voksne.

Børne- og Skoleudvalgets formand Hanne Berg ser frem til de resultater Barnet i Centrum vil give:

”De små tilbringer en ganske betydelig del af deres hverdag i vores dagpleje og vuggestuer. Derfor er det en god ide at blive endnu klogere på, hvad børnene får ud af det og også, hvordan vi kan sætte ind for at få den højest mulige faglighed blandt personalet. Den faglige kvalitet og pædagogik på 0-2-års området er konstant til debat. Nu kan forskerne gøre os klogere på, hvad der virker og ikke virker."

Fra Fredensborg Kommune deltager medarbejdere fra vuggestuer og dagpleje, såvel kommunale som selvejende i projektet.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce