Herning Kommune skal stadig være med helt i front på miljø- og klimaområdet. Det beslutte-de et enigt byråd, da de sagde ja til at fortsætte det grønne samarbejde i Green Cities.
I forbindelse med fornyelsen af samarbejdsaftalen er visionerne for Green Cities også blevet skærpet. Nu skal der større fokus på grønne udviklingsprojekter, grøn vækst samt større syn-lighed omkring Green Cities mange aktiviteter.
Fleksible handlemuligheder
Ifølge formanden for Teknik- og Miljøudvalget lægger Herning Kommune vægt på, at målene og fundamentet for Green Cities er blevet opdateret.
- Ud over en skærpelse af visioner for vores grønne samarbejde er handlemulighederne blevet mere fleksible for den enkelte kommune, så vi kan sætte ind, hvor det er mest relevant. Fx er det mere relevant for København Kommune at spare på drikkevandet, mens det her i Herning er meget vigtigt at beskytte grundvandsressourcerne mod forurening, fortæller Finn Stengel Petersen (S).
Fokus på udviklingsprojekter og samarbejde
Fælles udviklingsprojekter og samarbejde med erhvervsliv, borgere og andre interessenter vil også blive prioriteret fremadrettet.
'- Vi har netop startet et fælles Green Cities projekt ”Carbon 20”, hvor 100 virksomheder i Green Cities kommunerne vil nedbringe deres CO2-udledning med 20 procent over tre år. Dette arbejde vil virksomhederne få hjælp til af kommunerne og andre samarbejdspartere. Det er netop EU-støttede projekter som fx ”Carbon 20”, vi gerne vil have flere af i fremtiden, siger Finn Stengel Petersen.
Se samarbejdsaftalen på hjemmesiden
Herning Kommune har været medlem af Green Cities siden 2001.