70.000 foreningsaktive børn og unge i København

18/12/2012 14:35

Københavns Kommune

Antallet af foreningsaktive børn og unge i København er steget med 14.000 på blot ti år. Der vil således være 70.000 børn og unge i de folkeoplysende foreninger i 2013.

Gennem det sidste årti er der kommet flere københavnere. Flere vælger at bosætte sig i hovedstaden og flytter ikke til forstæderne, når børneflokken vokser. At der er flere børn i byen, afspejler sig også i de folkeoplysende foreninger. Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune har netop behandlet ansøgninger om tilskud til medlemmer under 25 år for det kommende år. I 2013 vil antallet af børn og ungemedlemmer runde 70.000. Til sammenligning var der 56.000 børn og unge, som var aktive i en folkeoplysende forening i 2003.

Formand for Folkeoplysningsudvalget Rikke Lauritzen (Ø) glæder sig over de mange medlemmer:

”Når 70.000 børn og unge vælger at være medlem af en folkeoplysende forening, er det et udtryk for, at det er et godt sted at være, hvis man ønsker at være aktiv i sin fritid og mødes med andre på sin egen alder. Jeg vil gerne rose vores folkeoplysende foreninger for at være gode til at få børn og unge ind i foreningslivet og give de nye medlemmer en plads i foreningens fællesskab. Jeg håber, at foreningerne vil fortsætte med at skabe gode tilbud til byens børn og unge, så endnu flere vil finde vej til dem.”

Alt peger på, at befolkningstallet i København vil fortsætte med at stige og dermed også antallet af børn og unge. Byens folkeoplysende foreninger er en vigtig ramme for fællesskabet blandt børn og unge, hvad enten interessen er fodbold, musik, spejder eller politik.

Fakta:
• Københavns Kommune giver støtte til 493 frivillige folkeoplysende foreninger med medlemmer under 25 år
• 71.330 børn og unge under 25 år vil i 2013 være medlem af en folkeoplysende forening
• Ca. 20 mio. kr. bliver fordelt til aktiviteter til børn og unge i de folkeoplysende foreninger
 

Mest Læste

Annonce