Tekniske chefer mødes om klimaudfordringer i Køge

Bæredygtighed

22/10/2015 11:46

Nick Allentoft

Tekniske chefer fra alle landets kommuner samles i dag i Køge for at finde løsninger på fælles klimaudfordringer. Dét er ikke tilfældigt, at netop Køge er vært.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I disse år funderer alle verdens byer over, hvordan man skal møde en af fremtidens helt store udfordringer, nemlig klimaforandringerne. I dag mødes landets Teknik- og miljøchefer i Køge, hvor de bl.a. skal diskutere kystsikring og regnvandshåndtering, når årsmødet i Kommunal Teknisk Chefforening (KTC) løber af stablen. Temaet for årsmødet er ’Fremtidens klimatilpasning af byen, landet og kysten’. Viceborgmester og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge, Mette Jorsø, åbner mødet på Hotel Comwell på Køge Strand.   

Formand for Kommunal Teknisk Chefforening (KTC), Søren Gais Kjeldsen, ser frem til foreningens årsmøde i Køge.

”Køge er en historisk by, der udvikler sig væsentligt i disse år. Hele kvarterer og nye bebyggelser er på tegnebrættet, og det betyder også, at nogle af de allernyeste, innovative løsninger kan blive afprøvet netop her. Så det er helt oplagt at være i Køge, når temaet for årsmødet er klimatilpasning,” siger Søren Gais Kjeldsen.   

Selvom klimaforandringerne er en global udfordring, så spiller kommunerne en vigtig rolle. Det er her den lokale planlægning af klimatilpasningen sker, og kommunerne har gode muligheder for at samle borgere og interessenter lokalt og regionalt om fælles løsninger.   

Direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen og tidligere formand for KTC, Torben Nøhr, er derfor glad for og stolt over at være vært for årsmødet om klimatilpasning.

”Klimatilpasning er et rigtig vigtigt tema, der kræver fælles løsninger på tværs af kommunerne. Jeg er sikker på, at vi kan få taget hul på nogle af de løsninger på årets møde. Vi har rigtig meget at vise frem her i kommunen, og jeg ved, at mine kollegaer har set frem til netop dette besøg,” siger Torben Nøhr.

Klimatilpasning går hånd i hånd med byudvikling

Noget af det deltagerne kan se frem til, er en rundtur til nogle af de mange byggerier i Køges historiske bymidte. I 80’erne og 90’erne var opførslen af store butikscentre skyld i, at byer i stor stil blev omdannet til regulære spøgelsesbyer, men i Køge har man valgt at gøre det anderledes. Her betyder bæredygtige byudvikling, at tradition og fremgang går hånd i hånd med respekt for den gamle købstads DNA. Det ser man fx i det nye byområde Køge Kyst, hvor tidligere havne-, stations- og fabriksarealer omdannes til butikker, kontorer og lejligheder med havudsigt mellem vandet og Køges historiske bymidte. Området skal være med til at åbne byen op mod vandet, og der bygges en gågade med butikker, som vil forbinde det nye og det gamle og tilføre liv og handel til begge områder. I den kystnære del af området bidrager klimatilpasningerne også positivt til bydelens puls. 

De gode klimaløsninger er ikke kun kystsikring og regnvandshåndtering, de bidrager også til at give livet mellem husene et kvalitetsløft. Fx udvikler vi ’almindingerne’, der er en række grønne bånd på tværs af hovedfærdselsårerne. De er med til at klimasikre området mod regnvand, men er samtidig ramme om naturoplevelser, fællesskaber og aktiviteter, der skaber liv og sikrer, at vi får en endnu bedre by”, fortæller Jes Møller, projektdirektør i byudviklingsselskabet Køge Kyst.

Teknik- og miljøcheferne på KTC’s årsmøde får rig mulighed for at se nærmere på nogle af Køges projekter på en byvandring til blandt andet Køge Kyst og byggerierne i bymidten. Årsmødet åbner kl. 10.00 og slutter fredag eftermiddag.      

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.