Kolding Kommune kan ikke være arbejdsgiver for handicaphjælpere

14/11/12 12:00

Kolding Kommune

For at få en handicaphjælper skal den handicappede ifølge serviceloven være i stand til at være arbejdsgiver for sine hjælpere. Ifølge loven hverken kan eller må Kolding Kommune være arbejdsgiver for hjælperne.

Kolding Kommune er derfor kede af, at en borger er involveret i en retssag, efter FOA har stævnet både borgeren og Kolding Kommune om hvem der er hjælpernes arbejdsgiver.

I Kolding Kommune er 28 borgere pt. i stand til at være arbejdsgiver for deres hjælpere (serviceloven § 96). 13 borgere er selv arbejdsgivere for deres hjælpere, hvor Kolding Kommune alene hjælper med lønudbetalingen, ligesom kommunen gør over for museer, havnen mfl. 15 borgere har valgt at indgå aftale med en privat virksomhed.

En kommune kan hjælpe den handicappede med lønadministration samt rådgive og vejlede i relation til bevillingen, men kan ikke være arbejdsgiver for hjælperne. Staten oprettede i 2009 en gratis rådgivningsfunktion, hvor borgere kan få den nødvendige rådgivning og vejledning i deres rolle som arbejdsgiver.

Det er vores opfattelse, at FOA har udtaget Kolding Kommune i en række prøvesager, fordi FOA er utilfreds med lovgivningen. Da det ligger helt fast i loven, at en kommune ikke kan og må være arbejdsgiver for handicaphjælpere, er KL indtrådt i retssagen til støtte for Kolding Kommune.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce