Ny direktør i Lejre Kommune

Ledelse

30/9/15 11:11

Nick Allentoft

Ny direktør kommer med erfaring fra Næstved og træder ind i koncerndirektionen.

Den 1. november 2015 starter Hanne Stensen Christensen i jobbet som direktør i Lejre Kommune. Hanne er 56 år gammel og kommer fra et job som centerchef i Næstved Kommune.

Hanne Stensen Christensen bliver medlem af koncerndirektionen med særligt ansvar for ejendomme, trafik, plan- og kommunestrategi, natur, miljø, kultur og fritid m.v.  – altså et bredt ansvarsområde.

Hanne kommer med 13 års ledererfaring både fra Frederiksborg Amt og fra Næstved Kommune, hvor hun senest har været centerchef for Center for Miljø og Natur.

Hanne Christensen er uddannet i cand.scient i miljøbiologi fra Københavns Universitet, og senere har hun taget en mastergrad, Master of Public Governance på CBS. Derudover har hun en række andre uddannelsesforløb i både ledelse, coaching og projektledelse med sig i bagagen.

Det er derfor en stærk profil med et indgående kendskab til ledelse i det offentlige, der bliver Lejres nye direktør.

-      Med Hanne får Lejre Kommune en kompetent direktør med stor erfaring, en solid ledelsesfaglighed og et stærkt personligt engagement. Jeg er ikke i tvivl om, at Hanne vil være et stort plus for Lejre Kommune, udtaler kommunaldirektør Inger Marie Vynne.

-      Jeg glæder mig meget til at blive en del af Lejre Kommune og tage fat på opgaverne i mit nye job i en meget spændende kommune. Jeg ser også frem til at bidrage til at virkeliggøre Kommunalbestyrelsens nye udviklings- og brandingstrategi, Vores Sted, siger Hanne Stensen Christensen.

Privat bor Hanne i Roskilde sammen med sin mand, og hun nyder selv at bruge naturen i Roskilde og Lejre-området.

-      Så sent som i sidste uge sejlede vi til Gershøj i vores lille sejlbåd og spiste frokost på Gershøj Kro, inden vi sejlede tilbage. Der er nogle utroligt smukke landskaber her i området, slutter Hanne.

 

Annonce