Antropolog jagter plejehjemshygge

Velfærd

30/10/2013 09:38

Freja Eriksen

Sigrid Vest Arler er frivilligkoordinator i Randers Kommune. Den seneste uge har hun dog trukket i Plejecenter Borupvængets arbejdstøj og har fundet sine antropologkundskaber frem. Sigrid Vest Arler er nemlig taget på feltarbejde for at undersøge, hvordan frivillige kan gøre et almindeligt plejecenter til et hyggeligt hjem.

Randers Kommune tager nu nye metoder i brug for at undersøge frivillighed på ældreområdet. Med antropologbrillerne på næsen skal Sigrid Vest Arler i to uger følge personalet på Borupvænget for at opleve kulturen og den sociale aktivitet på centret. På den måde skal hun finde de huller i hverdagen, hvor frivillige vil være en gave for hjemligheden, for beboerne og for deres livskvalitet.

Et plejecenter, hvor der leves

”Hvad kan frivillige bidrage med, som personalet ikke selv kan nå?” Det er hovedspørgsmålet i Sigrid Vest Arlers undersøgelser på Borupvænget i Randers. Hendes opgave er at se, hvor personalet mangler en ekstra hjælpende hånd – ikke til plejeopgaver, men til aktiviteter som gåture, hyggesnak og underholdning i fællesstuen eller til at arrangere en fodboldaften med kamp i fjernsynet. Ifølge Sigrid skal frivillige nemlig gøre beboerne på plejecentre aktive. Ikke nødvendigvis i fysisk forstand, men blot ved at engagere de ældre i samvær og nærvær med hinanden.

”Plejecentret bliver på den måde et sted, hvor der leves et liv og ikke et sted, hvor vi opbevarer folk,” siger Sigrid Vest Arler.

Antropolog fakta Randers

  • Antropologi handler om læren om mennesker - socialt og kulturelt.
  • En antropolog indsamler viden om, hvordan menneskers liv og handlinger kan være påvirket af for eksempel deres religion, kultur, køn eller alder.
  • En antropolog studerer kulturer og samfund, fra eksotiske stammer til sociale grupper i vores eget samfund.
  • En antropolog forsøger at få en dybere forståelse af en kultur ved at opleve, studere og sætte sig ind i et samfund.
  • En antropolog kan både undersøge lokale forhold og det store globale perspektiv.

 

Skema over gode ideer

Om en uges tid, når antropologen Sigrid Vest Arler har fulgt den daglige trummerum på Borupvænget i to uger, skal hun præsentere andre centre i kommunen for sit inspirationsskema. Skemaet indeholder ideer til, hvordan frivillige bliver en del af hverdagen og forslag, der skaber hjemlighed og livskvalitet på centret. Som dagene går, skriver Sigrid gode ideer og stemningsbilleder ned i sin lille notesbog, og dén inspiration hun får, tager hun med videre til dialog andre steder. Sigrid er meget afhængig af samarbejdet med personalet, deres input og egne forslag til de frivilliges hjælp.

”Personalet er åben og positiv over for mit arbejde, og de er klar over, at både deres og beboernes hverdag løftes, når frivillige udefra har lyst til at engagere sig,” fortæller hun. Personalet skal bruge deres faglighed i dialogen med de frivillige, og det er de også meget positivt stemt over for, lyder det fra Sigrid Vest Arler.

Brug for folk, der ikke arbejder

”At inddrage frivillige på ældreområdet er ikke en spareøvelse. De skal ikke overtage personalets opgaver, men de skal hjælpe der, hvor personalet ikke har tid og ro til at sætte sig ned sammen med beboerne,” siger Sigrid Vest Arler, som til daglig er frivilligkoordinator i Område Vest i Randers. Frivillige kan bidrage til ro og hjemlighed, fordi de ikke er på arbejde, og derfor har de tiden til at hygge om de ældre, lyder det fra Sigrid Vest Arler. Ifølge Sigrid er personalet på Borupvænget gode til at tage sig tid til beboerne. I nogle situationer er tiden blot for knap og ressourcerne for få, og personalet er nødt til at forlade nogle beboere ét sted for at hjælpe et andet. Lige præcis i sådan en situation er frivillige en stor hjælp.

”Den frivillige kan fjerne personalets dårlige samvittighed, når de for eksempel er nødt til at rejse sig fra bordet midt i frokosten. Her vil en frivillig kunne skabe ro omkring måltidet, og beboerne vil blive siddende ved bordet i stedet for at gå ind til sig selv,” fortæller Sigrid Vest Arler.

Frivillighed på facebook

Frivilligkoordinatorerne i Randers Kommune bruger deres facebook-side ”Randers Kommunes frivillige på ældreområdet” til at synliggøre og annoncere frivillighed. Her kan man læse om, hvilke arrangementer der laves og få viden om, hvordan og på hvilke måder man kan være frivillig.

”Frivillighed behøver ikke at være et stykke arbejde man gør alene. Man kan sagtens tage af sted to drenge, underholde med hygge og boksekamp i fjernsynet og så tage ned og træne bagefter,” smiler Sigrid.

”Man kan altså være frivillig, når man selv har tid og overskud og endda selv få noget socialt ud af det.”

Læs mere om frivillighed på facebook

 

Mest Læste

Annonce