- Jeg er optaget af, at minister for offentlig innovation Sophie Løhde er ude og sige, at vi skal have en bedre offentlig sektor og bedre offentlige ledere. Og at vi skal kopiere det, som nogle gør godt et sted i landet, fx måden at drive plejehjem på, og gøre det samme andre steder i landet. Jeg ved ikke, om det ligefrem provokerer mig, men jeg har i hvert fald et andet og mere nuanceret syn på det. Jeg er optaget af, at jeg ikke vil ensrettes som leder.
– Det går ikke bare at kopiere ’systemer’. Dels er borgere og medarbejdere ikke de samme i København, Sønderjylland og Lemvig. Og dels mener jeg, at vi skal differentiere måden, vi er ledere på, og måden vi møder borgere på, så det modsvarer de lokale behov og forhold. Det er ikke nok kun at gøre det, et standardiseret system kræver. Det bliver hurtigt laveste fællesnævner. Det ser jeg med borgere, som skal udfylde deres CV på Jobnet. ’Systemet’ kræver det, derfor gør de det – men ofte ud fra et minimum og kun lige det, som skal til for at kunne sige, at de har levet op til systemets krav. Så har man i mine øjne ikke forstået ’systemet’. Eller også har ’systemet’ ikke forstået borgeren. Og det er vel ikke sådan en offentlig sektor, vi vil have? Hvor søger du inspiration til at tænke nye tanker som leder? – Jeg kan rigtig godt lide Mikael Kambers bog: ”Vi er bedst, når vi er glade”. Jeg er optaget af, at vi skal finde det bedste frem i os alle. Jeg mødte en hjemløs, noget forhutlet og usoigneret fyr for nogle år siden. Han havde mange tanker om at ville redde verden og ville gerne have dem trykt på krus og t-shirts, men havde jo ikke penge til at leve sine tanker ud. Forleden stødte jeg så ind i ham igen, og nu solgte han Hus Forbi. Her havde han skrevet nogle af sine tanker om at redde verden ned på avisens forside. Sådan noget inspirerer mig. Hvilken bog ligger på dit natbord? – Det gør ”Stop stress – håndbog for ledere” af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Det gør den, fordi jeg er optaget af at være foregangsmand i at sikre et godt arbejdsmiljø for mine medarbejdere. Men også fordi jeg selv er presset af og til, så jeg håber, at bogen kan hjælpe mig. Interviewet har været bragt i HK Kommunal Chefgruppens nyhedsbrev i april 2017.