Af Lene Andersen, civiløkonom (HA), forfatter og filosof
Verden er i opbrud. Nationale grænser, økonomiens spilleregler, folkenes tiltro til deres regeringer, politikernes tiltro til bankerne, institutionernes roller i samfundet, det hele er ved at blive redefineret i øjeblikket. Internationalisering, globalisering og internettet har opløst nationalstaternes grænser på måder, som ingen havde forudset for 10 eller 20 år siden, og det har konsekvenser langt ind i alle samfund.
På den ene side nyder multinationale selskaber og andre både større og mindre virksomheder godt af de åbne grænser og det globale marked, på den anden side er de mere end nogensinde afhængige af, at retsstaterne og dermed nationalstaterne fungerer, og at samfundene er stabile.
På den ene side nyder vi godt af billige forbrugsgoder som fx tøj og elektronik. På den anden side må vi indse, at vi har sendt en stor del af vores arbejdspladser til fjernøsten, og at danske lønninger skal til at sænkes, hvis danske produkter stadig skal have en plads på verdensmarkedet.
Disse udfordringer er vi dog (gudskelov) ikke ene om. I alle andre industrilande kloden rundt står befolkningerne og regeringerne med de samme problemer.
Globalt galimatias
Hvad der så ikke er så heldigt, er, at regeringerne overalt har grebet til samme forsøg på at løse problemet, nemlig ”konkurrencestaten”. Hvis vi tager vores nærmeste nabo som eksempel, taler Fredrik Reinfeldt om, hvordan Sverige skal vinde den internationale konkurrence. Sverige skal have en konkurrencedygtig offentlig sektor, flere nedskæringer, konkurrencedygtige (lavere) skatter, mere effektivitet, bedre forhold for erhvervslivet, flere i arbejde skal være med til at sikre svensk velfærd, Sverige skal tiltrække internationale investeringer, Sverige skal have vækst, Sverige skal være innovativt, og i Sverige skal uddannelserne være bedre, så den svenske arbejdsstyrke kan klare sig godt i konkurrencen.
Byt selv ordene ”Sverige” og ”svensk” ud med et hvilket som helst andet land, og idiotien bliver åbenlys: 200 stater, som alle konkurrerer om at ”vinde” ved at sænke omkostningerne, tiltrække investeringer og uddanne den skarpeste arbejdsstyrke. Det er jo globalt galimatias! Hvem skal aftage alle de varer, som alle konkurrerer om at producere mest effektivt? Alle dem, der har fået sænket deres lønninger, eller som er arbejdsløse, fordi deres job kan udføres billigere af intelligente maskiner?
Der er næppe nogen tvivl om, at alle landes uddannelsessystemer kunne være bedre, og personligt er jeg af den mening, at den offentlige sektor gerne måtte være mindre, og at mennesker har det bedst, når de kan forsørge sig selv uden offentlig indblanding. Men det er ud fra nogle menneskelige og samfundsmæssige holdninger, at jeg har de to sidste standpunkter. Det er ikke, fordi jeg tror, at vi kan jorde vores nabolande og resten af kloden på samfundsmæssig indretning og vinde et eller andet kapløb om at spytte flest produkter ud på verdensmarkedet.
Eller forestiller nogen sig, at hvis vi endelig ”vandt”, så ville resten af verden klappe i deres hænder og alle sammen købe dansk? Hvad ville vi have ”vundet”? Retten til at blive vippet af førstepladsen ved førstgivne lejlighed, intet andet.
Nationalstaten er ikke den samme
Hele konkurrencestats-konceptet har sine rødder i et 6.000 år gammelt statskoncept, hvor ”staten” var en ringmuret bystat, og hvor det gjaldt om at holde fjenderne ude. Fjenderne var oprindeligt diverse nomadestammer, røverbander og de andre nationalstater og deres fyrster i området. Vores forfædre var hyppigt i krig med naboerne, og det var en dygtig fyrste, som kunne erobre nabobyerne og skabe et imperium.
Da nationalstaterne senere tog form under enevælden fortsatte de med at se hinanden som konkurrenter; dengang handlede det om land, og man gik jævnligt i krig for at erobre og plyndre hinanden.
Med demokratiets indførelse fortsatte dette nationskoncept, og nationalstaterne og vores grænseopfattelse fortsatte også. Det sås dels i krigene frem til slutningen af Anden Verdenskrig, og dels var der internationale freds- og andre konferencer, hvor statsgrænserne blev fastlagt. Endelig var der kolonimagterne, som trak landegrænserne mellem kolonierne, som det nu passede kolonimagterne, og ikke ud fra, hvem der rent faktisk boede der (hvilket er årsagen til mange af verdens konflikter i dag).
Fælles for staterne i alle disse 6.000 år har været, at grænserne var fysiske og kunne håndhæves med magt.
Men det kan de ikke mere. Den tid er forbi. Internettet har opløst statsgrænserne, hvad angår penge og information, og eftersom penge og information er det, der udgør de største værdier i dag, er nationernes grænser tæt på værdiløse.
Vi er altså nødt til at forstå nationalstaterne i et helt nyt lys. Nationalstaternes rolle er de facto ændret, grænserne de facto væk, og dermed er nationalstaternes, demokratiets, regeringens og det offentliges opgave også ændret. Nationalstaten, som vi kender og forstår den, findes ikke mere.
For at kunne bedrive meningsfuld politik, er vi altså nødt til at forstå nationalstaterne i denne nye situation. Vi er nødt til at forholde os til, at grænserne ikke er, hvad de har været. Vi må også forstå, at det gælder både vores nationalstat og alle de andre nationalstater (med undtagelse af Nordkorea, Iran og Kina, som ikke tillader deres befolkninger at komme på World Wide Web, samt muligvis nogle flere).
Det mærkelige er, at denne radikalt ændrede omstændighed slet ikke indgår i den offentlige debat eller i de politiske og økonomiske modeller. Senest har jeg læst professor Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten, og selvom den er fra 2011, omtales hverken internettet eller dets økonomiske og kulturelle konsekvenser med så meget som ét ord. Hvad der heller ikke omtales, er de multinationale virksomheder, der har større økonomier end småstater som fx Danmark, og som dermed har større økonomisk magt end selv samme nationalstater. Tværtimod omtales nationalstaterne, som om vi stadig befandt os i 1980, før internettet overhovedet fandtes.
Men når præmisserne for nationalstaten er så radikalt ændret, så må nationalstatens selvforståelse og rolle også gøre det. Ellers agerer staten ud fra en verden, som ikke findes. Når mennesker gør det samme, så lukker vi dem inde, og hvis det ikke hjælper, så får de medicin, som kan holde illusionerne nede. Konkurrencestaten har overskredet indlæggelsesdatoen for længe siden!
En samarbejdsstat med verdensborgere
Det nytter altså ikke at konkurrere som stat, men hvad skal den så gøre i stedet?
De andre nationalstater er ikke længere vores konkurrenter, de er vores kolleger. Nationalstaterne er kolleger i en global økonomi, og især for demokratierne gælder det, at vi har fælles interesser i, at der er et stærkt globalt samarbejde staterne imellem. Det er nemlig den eneste måde, vi kan bevare vores demokrati i de enkelte lande og sikre, at vi ikke underbyder hinanden på fx selskabsskatterne for at tiltrække investeringer. Uden et stærkt globalt samarbejde staterne imellem bliver skatteområdet alles race to the bottom.
Det, vi har brug for, er altså ikke en konkurrencestat, men en samarbejdsstat. Og hvad er en samarbejdsstat så for en størrelse?
Samarbejdsstaten er et sikkerheds-, lovgivnings- og serviceorgan, som samarbejder i tre retninger: ”udad” med de øvrige nationalstater, ”opad” med de overnationale organisationer, og ”nedad” med landets egne borgere, virksomheder, organisationer og institutioner. Det kan naturligvis virke vanvittigt komplekst, men det er også en vanvittig kompleks verden, vi lever i, og det er statskonstruktionen og den måde, vi forstår den på, nødt til at afspejle.
Som borgere er vi altså nødt til at se os selv som verdensborgere samtidig med at vi er borgere i en nationalstat. Det er naturligvis ikke samme borgerbegreb, der er tale om, men vi er nødt til at forstå os selv som én ud af 7 milliarder, ikke blot én ud af 5,5 millioner. Vi er arbejdstagere i et globalt marked.
På samme måde er de offentlige institutioner nødt til at forstå sig selv som aktører i en global virkelighed, om end deres lovgivningsmæssige referencepunkter er nationalstaten og EU. Hver enkelt kommune, region, hospital, skole eller anden større institution kommer i det daglige til at arbejde sammen med personer fra og institutioner i andre lande. Fx vil man i langt højere grad møde klienter, patienter og elever m.m. fra andre lande, og der vil derfor være behov for at kommunikere med deres respektive læger og lærere i andre lande. Dette medfører, at meget kommunikation kommer til at foregå på engelsk, og at behovet for support og samarbejde fra staten kommer til at se helt anderledes ud på nogle områder. Samarbejdsstatens rolle bliver altså i høj grad at servicere offentlige institutioner i deres samarbejde med udlandet.
Lovgivning og internationale aftaler er naturligvis stadig statens område, men det bliver en stat, som skal facilitere danske institutioner i en verden, hvor nogle mennesker, især de største skatteydere, flytter mellem lande konstant. Grænsen mellem indenrigs- og udenrigsministerierne bliver flydende, og i praksis betyder det, at vi alle sammen bliver en lille smule ambassadører for Danmark, både som individer og som institutioner, organisationer og virksomheder.
Indadtil i landet skal staten altså samarbejde med institutioner, organisationer og virksomheder således at disse lettest muligt kan begå sig i resten af verden. Men i stedet for at se staten som den, der rejser til udlandet og ordner forholdene udadtil, bliver den enkelte medarbejder en del af Danmarks frontlinje mod verden. Det er ikke blot landets officielle diplomater, som rejser ud og rapporterer hjem, det bliver alle, som har en kontaktflade udadtil, der kommer til at opsnappe nye idéer udefra, eller som kommer til at få øje på udfordringer for Danmark eller danske institutioner. Hvis fx en lærer opdager nye undervisningsmetoder eller kan se, at der dukker nye former for narkotikaproblemer op udefra, så skal vedkommende have et sted at gå hen med det. En del af statens rolle bliver altså at give alle faggrupper adgang til best practices fra både ind- og udland.
Udadtil skal staten samarbejde med de øvrige nationalstater, så der ”opadtil”, dvs. i overnationale institutioner som fx WTO og FN kan skabes de bedste globale vilkår for borgere i alle lande. Global velstand er det bedste for alle, både for os som nation og som individer, og for danske virksomheder samt danske og udenlandske investorer.
Derfor er statens rolle at samarbejde, ikke at konkurrere. Danmark skal være en god kollega i verden. Vores bedste måde at klare os både nationalt og internationalt er at være et af de lande, som andre kan stole på, som ikke kun tænker på sig selv, som lytter og deler, som er kompetent, seriøs, loyal og en god kammerat.
Det er ikke det samme som at vi ikke skal have ambitioner, for det skal vi absolut. Danmark er et af de lande i verden med flest ressourcer, og vi skal ikke være blege for at tage en lederrolle. Men ligesom alle inderst inde godt ved, hvad en god kollega er, så ved vi også, hvem der er en god leder. Det er den, der går forrest, sætter handling bag sine ord, som også er loyal og til at stole på, og som – ikke mindst – samarbejder.
Lene Andersen er aktuel med bogen Danmark 2030, hvori hun introducerer ”samarbejdsstaten”.
