Kriminalforsorgen har fundet ny direktør

Ledelse

21/02/2017 11:56

Nick Allentoft

Politidirektør Thorkild Fogde, Københavns Politi, udnævnes til direktør for kriminalforsorgen. Han tiltræder den 1. april 2017.
Kriminalforsorgen indgår – sammen med politiet, anklagemyndigheden og domstolene – i den såkaldte straffesagskæde, der har til opgave at holde Danmark trygt og sikkert. Som øverste leder af kriminalforsorgen skal Thorkild Fogde stå i spidsen for udviklingen af en moderne og effektiv kriminalforsorg, hvor medarbejdernes sikkerhed er i højsædet. Justitsminister Søren Pape Poulsen udtaler:

”Det er kriminalforsorgen, der overtager stafetten, når politiet har fanget forbryderne. En velfungerende kriminalforsorg er derfor afgørende for et velfungerende retssamfund og for borgernes retsfølelse.

Med Thorkild Fogde får kriminalforsorgen en dynamisk direktør med solid erfaring fra politiet og den helt rigtige mand til at håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer, som desværre er blevet en realitet i landets fængsler.”

Thorkild Fogde har siden 2013 været politidirektør i Københavns Politi. Forinden har han været politidirektør i Nordsjællands Politi og chef for Politiområdet i Rigspolitiet.

Thorkild Fogde udtaler:

”Fuldbyrdelse af straf er en helt afgørende del af retssystemet. Jeg glæder mig meget til at få mulighed for at sætte mit præg på kriminalforsorgens udvikling i de kommende år. Jeg vil gøre mit for at bidrage til, at kriminalforsorgen kan levere en moderne og effektiv straffuldbyrdelse, hvor de ansatte kan gå trygt og sikkert på arbejde, og hvor fasthed og konsekvens i straffuldbyrdelsen går hånd i hånd med en velfungerende indsats for at hjælpe dømte ud af kriminalitet.”

Thorkild Fogde er 51 år.

Stillingen som politidirektør i Københavns Politi vil blive slået op.   Fakta om Kriminalforsorgen: Kriminalforsorgen er en del af Justitsministeriets koncern og forvalter en central opgave i straffesagskæden: at fuldbyrde straf. Kriminalforsorgen har således ansvaret for landets fængsler og arresthuse og ansvaret for at føre tilsyn med prøveløsladte og betinget dømte. Endvidere har kriminalforsorgen ansvaret for at drive udrejsecentre for afviste asylansøgere.   Kriminalforsorgen har ca. 4.500 medarbejdere, hvoraf knap to tredjedele er uniformeret personale, og et budget på ca. 3 mia. kr. årligt.   Kriminalforsorgen består af et direktorat, der varetager den overordnede strategi, styring og koordinering på tværs af hele kriminalforsorgen, og fire geografiske kriminalforsorgsområder, der leder og styrer driften på tværs af alle fængsler, arresthuse mv. inden for deres geografiske område. Områdekontorerne er placeret i Hobro, Kolding, Ringsted og København. Der er ca. 80 fængsler, arresthuse mv. fordelt over hele landet.

Mest Læste

Annonce