Kristian Jensen: EU står i sin hidtil største krise

Politik

06/09/2015 21:00

Nick Allentoft

De normale måder at arbejde sammen på er stort set brudt sammen under migrantkrisen, siger Kristian Jensen. Bølgen af mennesker mod Europa er en hastesituation, siger EU's udenrigschef.

EU står over for sin hidtil største krise, mens medlemslandene dagligt kæmper for at finde ud af, hvordan de skal håndtere migrationskrisen, der hele tiden optrappes.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) lørdag under et uformelt EU-udenrigsministermøde i Luxembourg.

- Det er jo ikke nyt, at der kommer flygtninge og migranter til Europa. Det nye er, at de kommer i sådan et omfang, at de normale måder at arbejde sammen på stort set er brudt sammen, siger Kristian Jensen.

Udenrigsministeren mener nok, at EU-landene med samlet over 500 millioner indbyggere kan håndtere dem, der allerede er kommet til Europa, hvis ellers det kan lykkes at standse tilstrømningen til Europa af endnu flere migranter og flygtninge.

- Men det er klart, at hvis de to millioner i Tyrkiet, hvis de fire millioner i Syriens nabolande, hvis de syv millioner internt fordrevne i Syrien, og hvis hele Nordafrika begynder at sætte sig i bevægelse, så har vi en menneskestrøm, som ingen lande kan håndtere, siger Kristian Jensen.

På mødet i Luxembourg har han over for de andre EU-udenrigsministre citeret den canadiske rockgruppe Bachman–Turner Overdrives kæmpehit fra 1974 "You Ain't Seen Nothing Yet" og advaret om, at migrationskrisen stadig kan blive langt værre, end den allerede er.

- For hvis ikke vi gør noget i forhold til nærområderne, i forhold til at sikre tålelige forhold i flygtningelejrene, i forhold til at hjælpe Tyrkiet, der måske har taget op imod to millioner flygtninge, hvis ikke vi gør noget for at hjælpe i de områder, så er det bare at konstatere, at "You Ain't Seen Nothing Yet", siger Kristian Jensen.

Han understreger også, at EU-landene skal have gang i hjemsendelserne, så alle kan se, at Europa ikke tager imod migranterne.

- Så længe de ser det at komme til Europa som en mulighed for at få lov til at blive, og der ikke sker nogle hjemsendelser af migranter, så vil de blive ved med at komme, siger udenrigsministeren.

Han afviser samtidig, at det skulle være et problem, at Danmark har forbehold og står uden for EU-samarbejdet på det område, han selv omtaler som EU's hidtil største krise.

- Den allerstørste udfordring er at få stoppet indstrømningen, og der er Danmark en del af løsningen. Vi er et af de konstruktive lande, der både leverer løsningsforslag og penge. Mange af de andre lande mangler at levere penge på det her område, siger Kristian Jensen.

EU's udenrigschef: De fleste der kommer er flygtninge Mange af de hundredtusinder mennesker, der i år er strømmet mod Europa i håb om en bedre tilværelse, er økonomiske migranter. Men de fleste er dem er rigtige flygtninge, der har krav på beskyttelse i EU-landene.   Det mener EU's udenrigschef, Federica Mogherini, der har deltaget i EU's uformelle udenrigsministermøde, der lørdag er sluttet i Luxembourg.   - Vi skal til at begynde at bruge de rigtige ord. Der er delvist tale om en migrationsbølge, men der er især tale om en flygtningebølge. Det sætter os i en anden situation, når det handler om vores juridiske og moralske ansvar, siger Mogherini.   Hun siger samtidig, at det er alle EU-landes ansvar at bære byrden i fællesskab, for menneskestrømmen er kommet for at blive.   Om tre måneder kan strømmen blive rettet mod andre EU-lande end dem, der står med de største problemer i dag, og om et halvt år kan det være nogle helt andre EU-lande, der står for skud.   - Vi står alle over for en dramatisk begivenhed. Det er ikke en nødsituation, for den er kommet for at blive. Det er en hastesituation, siger EU's udenrigschef.   - Det her er ikke noget, der starter den dag og slutter den dag. Det er kommet for at blive. Og jo før vi accepterer det psykologisk og politisk, jo før vil vi være i stand til at svare på det og håndtere det på en effektiv måde, siger Mogherini.   Tiden med at pege fingre ad hinanden for at placere ansvaret for problemerne hos hinanden er ovre, mener hun, og nu må EU-landene stå sammen, træffe beslutninger og handle for at håndtere krisen.   - Vi taler om en strøm af mennesker, der i disse uger især kommer fra Syrien, Afghanistan, Eritrea og Irak. Så vi taler ikke om et flertal af økonomiske migranter, men om flygtninge, som vi har en moralsk og juridisk pligt til at hjælpe, siger udenrigschefen.   Udenrigsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab siger, at 46 procent af dem, der kommer til Europa lige nu, er syrere, mens 12 procent er afghanere.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce