Freddie Mercury var uden tvivl én af de mest karismatiske rockstjerner nogensinde.
Som frontmand for Queen dominerede han hitlisterne i 70’erne og 80’erne med sin unikke stemme, og hans sceneshow var så spektakulært, at det stadig tales om i dag.
Privat levede Mercury som en ægte rockstjerne med rigelige mængder fest og ballade – men også hemmeligheder, som først nu ser dagens lys.
Ifølge den helt nye biografi "Love, Freddie" af forfatter Lesley-Ann Jones, var Mercury nemlig langt mere end bare rockikon, festabe og katteelsker.
Han var også far til en hemmelig datter, som indtil nu har levet et diskret liv langt fra rampelyset.
Det skriver flere internationale medier, herunder ABCnyheter, The Guardian og Daily Mail.
Historien om Mercurys skjulte datter, omtalt som "B" i bogen, er blevet bekræftet i breve skrevet af kvinden selv, der i dag er 48 år gammel og arbejder som læge et sted i Europa.
"Freddie Mercury var og er min far. Vi havde et meget nært og kærligt forhold fra det øjeblik, jeg blev født, og gennem de sidste 15 år af hans liv," skriver hun ifølge avisen The Guardian.
Datteren blev født i 1976, som resultatet af en affære mellem Mercury og hustruen til en nær ven. Alle tre besluttede dengang at beholde barnet, og ifølge bogen var Mercury aktivt involveret i datterens opvækst, selvom hun boede hos sin mor og stedfar.
Kun en lille håndfuld mennesker i Mercurys inderkreds kendte til barnets eksistens.
Inden Mercury døde i 1991, overdrog han sin datter hele 17 dagbøger, hvor han nedfældede sine inderste tanker, følelser og oplevelser. Det er disse bøger, den nye biografi er skrevet på baggrund af.
Mercurys datter har valgt anonymiteten, men står nu frem gennem bogen, fordi hun ønsker at give sin far en chance for selv at tale igennem sine dagbøger – efter hvad hun kalder ”tre årtiers løgne og rygter”.
Og med det kommer endnu en farverig brik på plads i det allerede fascinerende puslespil om Freddie Mercury.