Danmark er for lille et land til fem regionale sundhedsaftaler. Hver af de fem regioner har opbygget en omfattende administrativ samarbejdsorganisation. Det involverer en lang række medarbejdere, der hver især udvikler aftaler og løsninger på problemer, vi i høj grad er fælles om i hele landet. Hver især forhandler de deres sundhedsaftaler med Sundhedsstyrelsen. Tiden er inde til, at KL og Danske Regioner får ansvaret for én sundhedsaftale i Dan mark. Det er både dyrt og over ødigt bureaukrati og er ikke det, der gør for skellen for borgerne.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Der er naturligvis forskel på borgernes levevilkår i de fem regioner. Men der er også store forskelle på levevilkårene inden for de fem regioners kommuner, så forskellene berettiger ikke i sig selv til at opretholde den nuværende utidssvarende model.
Vi forlod uden større vanskeligheder en model med 98 sundhedsaftaler med kommunerne til fordel for den nuværende model med regionale aftaler. Men de 98 kommuner er fortsat involveret i processen og dermed arbejdet. Problemerne ved at tage næste skridt til én landsdækkende aftale, som Sundhedsstyrelsen fører pennen på, vil også være til at overkomme. Gevinsten er til gengæld, at vi frigør et betydeligt poten tiale for at spare medarbejderressourcer. Og vi sikrer samtidig, at borgerne får en mere ensartet behandling, uanset hvor de bor i landet.
Skal sikre sammenhængende patientforløb Sundhedsaftalerne blev indført i 2007 i forbindelse med strukturrefor men for at sikre sammenhængende patientforløb, på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger. Derfor blev der også skruet op for kravene til de tre parter om at samarbejde om kvaliteten i det samlede sundhedsvæsen.
Hver ny generation af sundheds aftaler har ændret sig i forhold til de foregående. De startede groft sagt med at være aftaler med kontaktoplysninger og varslingsfrister. I dag fungerer de som overordnede aftaler om udviklingen af samarbejdet om de fælles patientforløb.
De obligatoriske krav til sundhedsaftalerne omfatter i dag indsatsom råder, som er fælles for alle patientforløb, uanset den enkelte patients forhold. Samtidig skal sundhedsaftalerne i stadig stigende grad forholde sig til nationale initiativer som handleplanen for den ældre medicinske patient, nationale forløbsprogram mer om fx kræft, Fælles MedicinKort (FMK) og tværsektoriel elektronisk kommunikation (MedCom).
Behov for ny finansieringsmodel
Én sundhedsaftale frem for fem vil tydeliggøre de fælles rammer for samarbejde mellem sektorerne. Men den skal samtidig give plads til at udvikle lokale løsninger på baggrund af konkrete lokale behov, som ikke er nødvendige at udbrede regionalt.
Der er fortsat behov for at udvikle lokale løsninger for den fælles patient i et samarbejde mellem sygehus, kommune og praktiserende læge, men fem regionale sundhedsaftaler er ikke en forudsætning. Det er derimod fleksible samarbejdsfora, som udvikler sig sammen med sundhedsvæsenet, med skiftende samarbejdspartnere.
Vi har behov for en ny model for sundhedsaftalerne – og vi har behov for en ny nansieringsmodel. Den nuværende aktivitetsbestemte med nansiering er en dark horse i den kommunale økonomi. Vi aner ikke, hvad der bliver udskrevet af regninger til os, og vi har ingen indflydelse på det, heller ikke selvom der er indført en aftale om differentieret takst.
Modellen havde måske nok sin berettigelse i begyndelsen, hvor den var med til at åbne de kommunale øjne for udgifterne til sundhedsvæsenet. Men tiden er inde til at ændre finansieringen, så den kommunale medfinansiering alene dækker det, kommunerne kan forbygge. For kommunerne har et udgiftsloft, og derfor er det ikke fornuftigt at have et ansvar for udgifter til aktiviteter, kommunerne ikke har nogen mulighed for at styre.
Yvonne Barnholdts indlæg har været bragt i FSD's Årsmødeavis 2016,som kan læses her.
Læs mere om FSD's Årsmøde her.
