Folkeskolereformen er virkelighed nu. Det føles godt! Nu skal vi se, hvad den virkelig duer til. Det vigtigste mål med den er at flere kommer med: Uligheden i uddannelsesresultater skal mindskes og det skal ske ved forskellige tiltag. Et af dem er mere bevægelse.
Bevægelse går lige i hjernen: Skærper opmærksomheden og hæver humøret. Mange børn i folkeskolen har indlærings- og trivselsproblemer, så potentialet er til stede for at hjælpe den gruppe af børn der af den ene eller anden grund har svært ved at være med.
Alligevel er der grund til at være opmærksom allerede fra begyndelsen. Kan vores børn med udfordringer fra ADHD til svære sociale problemer faktisk rumme de flere timer og den lange skoledag? Kan de finde de nødvendige åndehuller i løbet af dagen, når de skemalagte frikvarter med fri leg efter den enkeltes behov og lyst ikke længere er planlagt? Kan den nye folkeskole selv rumme det nye høje aktivitetsniveau med flere fælles aktiviteter som alle skal være med i?
Bevægelsestimerne kan sikre balancen
Det er ofte børn med særlige behov, f.eks. ADHD, der ikke bryder sig om idrætstimerne. Måske er det fordi idræt er det eneste fag, hvor det er legalt at komme med tilråb til hinanden. Kunne man forestille sig en dansk-time, hvor det var legalt at råbe op når Victor satte kommaet forkert? Nej, vel, men det er faktisk ok at komme med tilråb når Magnus misser bolden for tredje gang i rundbold. Jeg er spændt på at se, om den nye folkeskole kommer til at sætte standarden for en helt ny socialt anerkendende kultur for idræt og bevægelse.
Men måske er det ikke tilråbene, der er udfordringen. Måske er det fordi bevægelse ofte handler om holdsport og omklædningsdisciplin. Der er ikke noget sjov ved at få kommenteret sine nye underbukser eller gymnastiktøj i omklædningsrummet, og der er heller ikke noget sjov ved at spille fodbold, hvis man har svært ved at overskue spillets regler. Her kan selv ressourcestærke børn pludselig blive de svage og udsatte.
Vi har som forældre pligt til at støtte op om vores børns skole. Jeg har selv børn i skolen og jeg er entusiastisk omkring mulighederne for mere bevægelse i skolen, for det kan som sagt gøre en kæmpe forskel.
Pejlemærkerne
Jeg plejer at bruge to pejlemærker for om mine børn trives eller ej: De skal gå i skole hver dag og komme glade hjem de fleste dage. Det er ok med en dårlig dag eller to, det har vi alle, men de fleste skal være gode. Og så skal de lære noget hver dag – ikke nødvendigvis helt det samme som klassekammeraterne, men de skal udvikle sig. Hver dag.
Mange børn med ADHD føler sig ikke forstået i skolen, og derfor ender nogle af dem i forskellige vanskeligheder som unge og voksne. Jeg har indgående erfaring med livet med ADHD, og det er ikke altid let. Med folkeskolereformen får vi som forældre lidt bedre muligheder for at sikre, at vores børn trives og lærer noget.
Forældre og skole er nye partnere
Folkeskolereformen har målsætninger om at skolen skal give både læring og trivsel for alle børn - også børn med udfordringer. Det er ikke tilstrækkeligt, at skolen leverer undervisning efter planerne. Undervisningen skal gives, så alle børn lærer så meget som muligt, for med folkeskolereformen er det blevet et mål, at alle elever skal ”blive så dygtige de kan”.
Det giver os forældre nogle nye muligheder. For vi kender vores børn bedst, vi tillader os at have drømme for vores børn og vi er klar til at kæmpe for vores børn.
Hvis mit barn trives dårligt eller ikke lærer noget, så kan jeg nu, med langt bedre ret, tage problemet op med skolens lærere og spørge: ”Hvad vil I gøre ved det? Hvad kan jeg hjælpe med? Mit barn skal jo blive så dygtigt, som det kan blive. Uanset mit barns særlige udfordringer, kan også mit barn få en uddannelse, et job, en fremtid. Det er der masser af eksempler på! Jeg tror mit barn kan lære mere og have det bedre end nu. Det er jeres job at gøre noget ved det, og mit job at bakke jer op i jeres faglige strategi.”
Og så kan vi samarbejde om at løse det. For jeg tager selvfølgelig et stort medansvar.
Jeg håber og tror at mange børn med særlige udfordringer, vil få rigtig meget ud af skolereformen, og at særligt bevægelsesdelen vil virke fantastisk. Jeg håber og tror også, at mange forældre vil opleve, at det bliver meget bedre: At skolen tager ansvar for, at alle børn lærer, det de kan.
For at den nye folkeskole bliver en succes skal den rumme mange forskellige børn, men de skal også rumme hinden. Det har skolen, lærerne og pædagogerne et kæmpe fagligt ansvar for mens forældrene selvfølgelig har vores ansvar for børnene og for at anerkende fagligheden, hvis den tages alvorligt og er til at forstå for alle.
Held og lykke.
