Det startede torsdag aften. Jeg mærkede noget, som ikke plejede at være der i højre testikel. Lidt som en knude. Yrk og skræk og rædsel. Næste morgen ringede jeg til lægen, og hun sagde:
’kom med det samme’.
Hun er en del af et lægehus, så det er sjældent den samme, man kommer til, men det generer ikke mig. Hun mærkede efter og mente ikke det var så farligt igen. Men hun synes den skulle scannes, og det synes jeg i den grad også.
Det næste hun sagde var:
’Har du en sundhedsforsikring?’
Jeg tænkte – hvad fanden rager det egentlig dig? Og er det virkelig et spørgsmål, man skal have fra det offentlige sundhedsvæsen nu?
Men jeg sagde bare: ’Nej, det har jeg ikke’.
’Ok’, sagde hun ’så sender jeg en henvisning ind i systemet, og du kan se frem til at blive indkaldt snarligt’
’Og lad nu være med at bekymre dig hele weekenden’. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Mandag eftermiddag tikkede en besked ind i E-boks: Du er indkaldt til scanning på Hillerød den 10. november. Den 10. november? WTF det er jo om næsten måned! Jeg havde dog lagt mærke til, at jeg altid bliver indkaldt til Hillerød (bor i Allerød kommune) – ligegyldigt hvad jeg fejler/ ikke fejler.
I indkaldelsen var der også lidt følgeoplysninger. Den ene omhandlede retten til frit sygehusvalg, og den anden handlede om ventetid – i øvrigt formuleret klart og tydeligt (godt gået!). Jeg gik ind på ventetid.dk og surfede rundt. Det viste sig hurtigt, at der var en del steder som stod opgjort som uden ventetid! Hmmm hvorfor havde jeg ikke fået tid hos en af dem?
Jeg skyndte mig at ringe til mit sygehusvalg, men klokken var blevet for mange (beskeden i Eboks kom ret sent). Nå, men så må det blive næste dag. Men her var der ekstraordinært lukket – Arghhh! Onsdag var der bid. Dvs. jeg kom ind som nummer 20 i køen. Det tog ca. 40 minutter så var jeg igennem (og tak for at minde mig om at jeg kan blive ringet op sådan ca. hvert 30 sekund, efter at have hørt det ca. 80 gange tror jeg, det er solidt lagret i langtidshukommelsen).
Damen, som tog telefonen, var til gengæld både kompetent og hjælpsom. Jeg fik forklaret situationen og oplyste frejdigt at til og med Kolding(!) ville være ok, så længe jeg kunne blive scannet så hurtigt som muligt. Hun fik mit nummer og sagde hun ville ringe tilbage. Det gjorde hun om eftermiddagen med den glædelige nyhed, at jeg ville blive indkaldt af Amager. YES! Indkaldelsen kom samme aften (onsdag) og gjaldt til scanning mandag formiddag! Puha
Mandag formiddag blev jeg scannet og lægen kunne med det samme meddele, at det ikke var farligt – vi har en del kræfthistorie i familien, og der er ikke nogen som har overlevet en dårlig diagnose i ret lang tid.
Hvad kan man så lære af det?
- Indkaldelsessystemet er tilsyneladende en ’roulette’, som altid lander på det tilknyttede sygehus – også selvom jeg specifikt havde sagt jeg gerne ville undgå Hillerød og gerne ville tidligt til.
- De passive/’autoritetstro’ i systemet risikerer at dø i systemet – det er en klar fordel at være ’proaktiv’, og det giver sandsynligvis en social slagside.
- Da systemet kom op i gear efter at have fået ’et spark’ var det supereffektivt, og jeg kom til på under 10 dage, fra jeg mærkede knuden. Og det var vel at mærke selvom jeg både var ramt af ’weekend’ og en ’ekstraordinært lukket telefon’.
- Lægen ville gerne have jeg havde og brugte min private sundhedsforsikring…
Nu er det jo heldigvis længe siden med den sag af overbetaling af privathospitaler osv. Men det er da lidt bekymrende, at det første det offentlige system spørger om, er om man er privat forsikret. I det her tilfælde faktisk helt unødvendigt, da systemet sagtens kunne klare opgaven virkelig effektivt.
Som en der har henslæbt mange år på økonomistudiet signalerer det noget meget tydeligt: Lægerne har incitamenter til, at få folk over i private forsikringer og bruge dem. Hvorfor har de så det? Jo, der er betalingen vel bedre? Ofte bruger private læger det offentliges (ekstremt dyre) produktionsapparat, men timelønnen er en helt anden, når det er via private forsikringer. Med den flaskehals, der er på læger, og lange ventelister og generelt pres på sundhedssystemet er det nok svært for ledelsen i det offentlige at dæmme op for det pres. Man forstår jo også godt, at lægerne gerne vil have mere i løn (hvem vil ikke det?).
Det er ikke umiddelbart til at se en let løsning hvor der ikke udvikles et A og et B hold i sundhedsvæsenet, og vi får sundhedsforsikringer til alle (der har råd).
Men sådan fungerer det ikke altid…
Det kan dog sagtens lade sig gøre at lave offentligt udbud, uden at det kører skævt på den ene eller anden måde. Eksemplet her er om et privat lydstudie, som ofte sælger ydelser til det offentlige. De bruges af diverse institutioner en gang imellem, og det foregår på helt normale markedsvilkår. Det minder lidt om sundhedsvæsenet på den måde, at der er forholdsvis store kapitalomkostninger ved at have et lydstudie. Dvs. når en institution engang om året f.eks. inviterer en gruppe med downsyndrom til at indspille en sang, så vil det være alt for dyrt selv at anskaffe lokaler og det nødvendige udstyr. I stedet kan man købe en dag hos en professionel til helt almindelige markedspriser. Dvs. det offentlige får et godt produkt til den rigtige pris, og der er ikke noget forvridende eller markedsforvridende i det.
Eksemplerne er måske ikke umiddelbart sammenlignelige, men de peger på en ting:
Når der ikke er interessekonflikt kan det offentlige og private sagtens arbejde sammen uden at det…
1) Udsulter eller udraderer det offentlige
2) Giver skævhed i systemet.
Hvad fører det til? Jo, man skal starte med at se på lægernes incitamenter og sikre, at de virker den vej, man gerne vil have. Få lægerne, som er betalt af det offentlige, til at være loyale ved at undgå de arbejder for at sende patienterne videre i private sundhedsforsikringer.
Er der noget jeg har overset eller misforstået? Så glæder jeg mig til at høre dit svar.
MvH Sune
