Læger og sygeplejersker roser sundhedsudspil fra KL

Dialog og samarbejde er vejen frem til at styrke det nære sundhedsvæsen, mener både læger og sygeplejersker.  Lægerne og sygeplejerskerne er klar til at samarbejde for at styrke det nære sundhedsvæsen, som KL mener, der skal til for at forbedre sundhedsvæsnet i Danmark. (Læs mere om udspillet fra KL her.)
 
KL er lørdag kommet med et nyt sundhedsudspil "Sammen om sundhed", hvor de appellerer til bedre samarbejde mellem kommunerne, regionerne, regeringen og andre sundhedsaktører med 41 konkrete anbefalinger.

Og samarbejde er vejen frem til at skabe et bedre sundhedsvæsen i Danmark, mener også lægerne og sygeplejerskerne. Det er den helt rigtige vej at gå, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

- Det er godt at se, at kommunerne er klar til et opgør med silotænkningen, hvor hver enkelt kommune eller sygehus er ansvarlig for egen behandling. Omdrejningspunktet skal være borgerens forløb, og ikke den enkelte behandler ellers institutions indsats.
 
- Det er positivt, at KL sætter en dagsorden med fokus på nye kompetencer og nye måder at gøre tingene på. Og at de samtidig markerer, at alle borgere skal sikres sundhedstilbud af høj kvalitet, siger hun.
 
Også i Lægeforeningen mener man, at der i dag er alt for stor forskel på kommunernes sundhedstilbud.
 
- Derfor er det meget positivt, at KL selv tager fat i problemet og prioriterer, at borgerne skal kunne regne med, at de får fagligt velfunderede tilbud – uanset hvor de bor, siger formand Andreas Rudkjøbing.
 
- KL signalerer, at der er brug for samarbejde på tværs blandt sundhedsvæsnets aktører for at løse denne store opgave. Det er klart, at her skal sundhedsprofessionelles erfaringer og viden også i spil.
 
Og Lægeforeningen er klar til samarbejde, men det kræver også en indsats fra sundhedsminister Sophie Løhde (V).
 
- Vi bidrager meget gerne, og vi vil derfor endnu en gang opfordre sundhedsministeren til at invitere sundhedsfaglige organisationer med i det arbejde med en plan for det nære sundhedsvæsen, som regeringen snart vil sætte i gang, siger Andreas Rudkjøbing.
 
 
Danske Regioner kalder KL's sundhedsudspil ambitiøst
Patienterne i Danmark skal have et bedre forløb, mener regionerne, som hilser KL's sundhedsudspil velkommen.
Patienterne i Danmark skal have et bedre og mere sammenhængende forløb, tilpasset deres hverdag og behov.
 
Det mener Danske Regioner, som derfor er glade for KL's sundhedsudspil "Sammen om sundhed", hvor de kommer med 41 anbefalinger til, hvordan man styrker det nære sundhedsvæsen. 
 
Og det stiller krav til regioner og kommuner om godt samarbejde, mener Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.
 
- Det er et ambitiøst udspil, KL er kommet med. Det indeholder en række gode bud på, hvordan den kommunale indsats kan styrkes. Det skal den regionale også. 
 
- Vi skal i regionerne fortsat udvikle sygehusenes udadvendte rolle, hvor læger og sygeplejerskers ekspertise bruges til at understøtte sammenhæng og styrke kvaliteten i de udgående sygehusfunktioner, i kommuner og i almen praksis. 
 
- På den måde undgår vi at opbygge parallelsystemer på sundhedsområdet, siger Bent Hansen.
 
Derfor vil Danske Regioner i det kommende udvalgsarbejde have fokus på fælles mål og rammer.
 
- Vi er enige i de udfordringer, KL peger på for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. 
 
- Danske Regioner lægger imidlertid også vægt på, at en kommende plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen bør opstille fælles mål for fremtidens sundhedstilbud, sikre en ensartet kvalitet og fælles incitamenter, så medarbejderne helt naturligt samarbejder om at skabe de bedste forløb for patienterne, siger Bent Hansen.
 
 
 
 
Emneord: Sundhedspolitik, Sundhedsområdet, Sundhedsprofessionelle, KL, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Sundhedsomkostninger, Dansk Sygeplejeråd, Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningen, Grete Christensen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også