Lækket præsidentsamtale sender sure brasilianere på gaden

Politik

17/03/2016 15:03

Nick Allentoft

Brasiliens nuværende og tidligere præsident er under pres, efter at lækket telefonsamtale har set dagens lys.

Demonstrationer er sent onsdag brudt ud i Brasiliens hovedstad, Brasília, og landets største by, Sao Paulo. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker som følge af en lækket telefonsamtale mellem landets præsident, Dilma Rousseff, og landets tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva.

Under samtalen, der er blevet optaget af politiet og offentliggjort af en føderal dommer, siger Rousseff til Lula, at hun vil sende ham et officielt dekret som vidne om, at han er blevet udnævnt til hendes stabschef, så han "kan gøre brug af det om nødvendigt". 

Samtalen bliver set som et bevis på, at Dilma Rousseff har udnævnt Lula som stabschef for at frede ham fra at blive retsforfulgt for anklager om korruption.

Luiz Inacio Lula da Silva er anklaget for korruption, hvidvaskning af penge og svindel. 

Den nuværende præsident anklages for at have været vidende om massiv svindel i det statsejede olieselskab Petrobras, der er verdens tredjestørste olieselskab og Sydamerikas største industrikoncern.

Lula vil med udnævnelsen til stabschef opnå immunitet, og han vil samtidig kunne hjælpe Rousseff med at imødekomme anklagerne mod hende.

Foran kongressen i Brasilia samledes 2000 demonstranter spontant efter offentliggørelsen af telefonsamtalen onsdag.

- Gå af! Gå af! Gå af!, råbte demonstranterne ifølge AFP.

Natten til torsdag rykkede protesterne videre til landets største by, Sao Paulo, hvor et endnu større antal demonstranter råbte på præsidentens afgang.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce