Landets første borgerforslag skal behandles i byråd

Politik

19/05/2017 09:35

Nick Allentoft

Forslaget kommer fra gruppe unge i Albertslund, der har samlet de nødvendige underskrifter ind.

672 underskrifter. Mere skal der ikke til for at få et forslag på dagsorden i Albertslund byråd.

Her har man nemlig vedtaget en idé fra Alternativet, om at alle borgere kan få et punkt på dagsorden, hvis de indhenter nok underskrifter på et forslag.

Og nu sker det så. For med 20 årige Faik Bilgic forslag om et lokale til unge musikere, der mangler et sted at være i Albertslund kommune, kommer landets første borgerdrevede forslag på dagsorden i en kommune.

- Det har været fedt nok, for vi ved også, at vi kan få en del ud af det, hvis tingene går op i en højere enhed. Vi har fået øjnene op for, at vi godt kan gøre ting selv, siger Faik Bilgic til DR P4 København.

Kenni Flink fra Alternativet har hjulpet de unge med at samle de nødvendige 672 stemmer ind, og han mener, at der er et stort potentiale i borgerdrevne forslag.

- Det giver en mulighed for at kunne genskabe tilliden fra borgerne til kommunalbestyrelserne og få fjernet lidt af den politikerlede, som der nu engang er, siger Kenni Flink til DR P4 København.

På borgmesterkontoret i Albertslund glæder Steen Christiansen (A) sig til at præsentere de unges forslag for byrådet. Og i tråd med Kenni Flink ser han gode muligheder i forslag fra borgerne.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at borgerne har en mulighed for at stille direkte forslag i byrådene, og jeg tror, at vi på den måde kan styrke det lokale demokrati, siger Steen Christiansen til DR P4 København.

I Rødovre kommune er det også muligt for borgerne at stille forslag, men her har intet forslag nået tilstrækkelig opbakning endnu. I Folketinget kan man få fremsat et forslag direkte i Folketingssalen, hvis man har indsamlet 50.000 underskrifter. De 672 underskrifter i Albertslund, svarer til ét mandat i byrådet.

Forslaget i Albertslund skal behandles på et af de kommende byrådsmøder i juni.

Hele historien hos DR København

Mest Læste

Annonce