Det var en tydeligt glad Anne Katrine Schjønning (tv), der fik overrakt den fornemme pris. Foto: Djøf
Det var en tydeligt glad Anne Katrine Schjønning (tv), der fik overrakt den fornemme pris. Foto: Djøf

Djøfs Lederspris 2022 uddelt: Har potentiale til at stige helt til tops i dansk erhvervsliv

Ledelse

12/05/2022 10:51

J. Bøgen

Den 37-årige vinder har blandt andet indført 4½ dages arbejdsuge på sin arbejdsplads.

Djøfs Lederpris 2022 går direktør Anne Katrine Schjønning, 37 år, fra advokatfirmaet Molt Wengel.

Den årlige lederpris uddeles hver år til en leder, der har potentiale til at stige helt til tops i dansk erhvervsliv. Og som samtidig er kendt som en god og tillidsskabende leder, der også har stærke kommunikative egenskaber og evner at beskrive sin egen ledelsesstil.

"En sådan leder er Anne Katrine Schjønning. Hun har vist, at hun som direktør kan skabe resultater. Og hun har samtidig fokus på et godt arbejdsmiljø, hvor trivsel er højt prioriteret. Hendes lederstil bidrager til at skabe meningsfuldhed – både strategisk, taktisk og operationelt," siger Anne Bach Waagstein, nyvalgt formand for Djøf Privat, i en pressemeddelelse.

Vinder håber at kunne inspirere andre

Anne Katrine Schjønning arbejder som direktør i advokatfirmaet Molt Wengel, og hun er glad for at have modtaget den fornemme hæder:

"Jeg er selvfølgelig glad for at få prisen. Og det der gør mig rigtig glad er, at der bliver lagt mærke til den måde, vi er advokatkontor på. At det bliver set, at vi gør og vil noget andet. Jeg håber, at det kan være med til at inspirere andre til også at turde gå efter det, man tror er det rigtige, og ikke bare gøre som man plejer," siger hun i pressemeddelelsen.

Og vinderen har da også haft stor indvirkning på sin nuværende arbejdsplads. Hun har blandt andet været med til at implementere 4½ dages arbejdsuge, og så arbejder hun løbende med transformation af arbejdsmetoder og kultur.

Mest Læste

Annonce