Lektor: Briterne udskyder det uundgåelige frie fald

Hvorfor bliver briterne ved med at søge om at forlænge fristen for Brexit? For at give de britiske parlamentarikere endnu en lejlighed til at demonstrere deres veltalende inkompetence, uansvarlighed og ubeslutsomhed for alverden?

Nu har jeg siddet i flere uger med popcornene fremme og fulgt med i Brexit-debatten i det britiske parlament.

Karl Marx sagde, at historien gentager sig. Første gang som tragedie, anden gang som farce. De britiske politikere har allerede taget den tur frem og tilbage så mange gange, at hverken tragedie eller farce længere er dækkende begreber; vi er for længst langt ude i det surrealistiske.

Theresa May peger fingre ad parlamentsmedlemmerne, og de peger tilbage. Alle er oppe på den store retoriske klinge, man fornemmer historiens vingesus. Det er så underholdende, at man næsten glemmer de triste kendsgerninger: 1) at det britiske parlament intet har at foreslå; 2) at der ikke er mere at forhandle med EU om.

Løsningen skal komme fra London

Den selektive døvhed hos de briter, der er ansvarlige for bruddet med EU, kan muligvis forklares som fantomsmerter fra det svundne imperium. Der var engang, hvor Storbritannien selv kunne bestemme betingelserne. Det privilegium er for længst med den stærkes ret blevet overtaget af USA. Men selv hvis briterne helt selv kunne bestemme, er det umuligt for dem at formulere, hvad de vil. Der er for tiden mindst 6 svar på det spørgsmål: 2 fra Labour, 2 fra de konservative, et fra UKIP og et ikke nærmere defineret antal fra regeringen.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Stik imod hvad al erfaring viser, tror det britiske parlament stadig på, at det er muligt at få en anden aftale med EU. Men det er ikke EU, der har bestemt, at den irske ø skal være delt mellem Nordirland og Irland. Det uomgængelige faktum havde David Cameron fuldstændig overset trods alle sine studier på Oxford. Det er imidlertid en fysisk virkelighed, der ikke bare lader sig ignorere. Hvis der ikke kommer en rigtig aftale, kommer der en rigtig fysisk grænse fra den ene dag til den anden, og det vil være uendelig meget værre end det backstop, som parlamentet ikke kan gå med til.

Vil briterne afholde en ny folkeafstemning, så Gud velsigne dem. Der er desværre en række deadlines, der nærmer sig med raketfart. Der er valg til EU-parlamentet mellem den 23. og d. 26. maj. Det anses normalt for sidste chance. Der går endnu godt en måned, inden EU-parlamentet samles for første gang, så med lidt god vilje kunne man sige 1. juli.

Det er imidlertid et spørgsmål, om det vil være tids nok til at forhindre Storbritannien i at forlade EU som følge af artikel 50. Storbritannien kan selvfølgelig genindtræde i EU (artikel 51), men det er som bekendt en længere proces, der kræver, at landet i den mellemliggende tid til punkt og prikke overholder alle EU-forordninger.

Et britisk nyvalg er i princippet både ligegyldigt og formålsløst. Selv hvis deadline udskydes til sidst i juni, kan den nye regering ikke undgå at tage stilling til den forhandlede aftale og enten acceptere den eller afvise den.

 

Hvorfor udskyde deadline?

Der er ikke ret mange på kontinentet, der ønsker at se Storbritannien forlade EU og slet ikke uden en aftale, for det vil formentlig påvirke os alle negativt. Men man kan med en vis grund spørge sig selv, om der er begrundet håb om, at det britiske underhus skulle kunne beslutte sig for noget inden den 30. juni.

Hvis ikke, hvorfor så udskyde det uundgåelige? For at give de britiske parlamentarikere endnu en lejlighed til at demonstrere deres veltalende inkompetence, uansvarlighed og ubeslutsomhed for alverden? The Commons har i flere omgange afvist den aftale, som den britiske regering havde forhandlet sig frem til med EU. De har også afvist alle andre aftaler.

Den 12. marts var der 8 forslag på bordet. Der blev stemt nej til dem alle. I Berlin d. 31. marts sagde kommissionsformand Jean-Claude Juncker: “Vi ved kun, hvad det britiske parlament ikke vil. Vi har hidtil ikke kunnet finde ud af, hvad de vil. Sammenlignet med det britiske parlament, er en sfinx en åben bog. Vi er nødt til at få sfinksen til at tale. Vi har fået nok af tavsheden.”

D. 1. april blev der stemt igen, denne gang kun vejledende: igen blev alle forslag stemt ned. Underhuset har også afvist at forlade EU uden aftale. Det skaber en interessant situation. Det peger til gengæld ikke i retning af en løsning.

D. 2. april var der mange britiske dagblade, der ironiserede over "aprilsnarrene" i Underhuset, men Financial Times' forside var næsten endnu mere fordømmende, for den nævnte hverken Brexit eller afstemningerne i Underhuset med et ord: Passér gaden, her er intet at se.

Hvad er oddsene?

Selv de britiske bookmakere er i vildrede.

Man kan spille på næsten alt. I dagene op til den 29. marts var odds således: Vil der komme en ny folkeafstemning om Brexit (odds 2,5)? Vil Theresa May forlade sin post, inden Storbritannien forlader EU (odds 1,6)? Eller vil Storbritannien forlade EU, inden Theresa May forlader sin post (odds 2,2)? Vil det blive en hård Brexit (odds 7,0) eller en blød Brexit (odds 9,0)?

Til gengæld er der ingen, der tør satse på, hvor det britiske underhus vil lande. Hvilket projekt vil de folkevalgte formulere for at lede nationen ind i fremtiden? Her er alt så kaotisk og irrationelt, at selv den mest garvede bookmaker har givet op.

Det bedste bud er ironisk nok en toldunion med EU. Der manglede kun 6 stemmer ved afstemningen den 12. marts og 3 stemmer ved afstemningen den 1. april. Det er ironisk, fordi toldunionen sammen med arbejdskraftens fri bevægeligelighed var den rødeste af Theresa Mays røde linjer.

Det var afgørende for hende og for Brexit-kampagnen, at Storbritannien selv skulle kunne indgå handelsaftaler. "Frihed til at handle med hele verden" var et af de fem punkter i Vote Leaves manifest i 2016.

Storbritannien har traditionelt været yderst skeptisk over for EU’s handelspolitik, og næsten halvdelen af briterne mente ifølge en meningsmåling i marts 2018, at det ville være en fordel, hvis Storbritannien kunne indgå egne handelsaftaler.

Problemet med handelspolitik er, at de andre også vil have noget ud af det, og når det kommer til handelspolitik, så er princippet, at størrelse virkelig betyder noget.

Kina er 20-20-20-nationen: 20 % af verdens befolkning, 20 % af verdenshandlen og 20 % af det globale BNP.

Storbritannien er 1 – 1 – 4.

 
 
Emneord: Europabevægelsen, Jørn Boisen, Europæisk samarbejde, Brexit, 080419
Europabevægelsen på DenOffentlige.dk I Europabevægelsen mener vi, det er afgørende, at Danmark deltager helhjertet i det europæiske samarbejde, for i fællesskab står vi stærkest. Danmark skal være med til at finde de fælles løsninge...
Aktivitet: Artikler: 95 | Events: 2 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også