Live broadcasting af fysioterapi hjem til stuen

Når Jan Rafn underviser de dagstuderende på fysioterapeutuddannelsen på University College Sjælland, bliver det filmet med webkamera, så også de e-læringsstuderende kan kigge med on line hjemme fra stuerne.

Det skal virke fra start, og det skal være nemt og let tilgængeligt både for studerende og undervisere.

Og sådan er det faktisk med webkonferencesystemet Adobe Connect, som underviser Jan Rafn bruger til at sende sine undervisningslektioner ud til alle de e-læringsstuderende, der sidder rundt omkring på hele Sjælland.

- Vi har både ordinære studerende og e-læringsstuderende, og vi snakker hele tiden om ressourceoptimering. Idéen om at bruge broadcasting opstod, fordi vi havde et ønske om i højere grad at samle de studerende, fortæller Jan Rafn.

Chatter med underviseren

Det var logistisk svært, fordi de e-læringsstuderende fysisk kun er på uddannelsesstedet tre gange i løbet af to uger.

Men brugen af et webkonferencesystem blev løsningen, fordi det med et webkamera i klasselokalet og den studerendes opkobling på systemet hjemmefra er muligt at samsende undervisningen.

- Nu kan de studerende koble sig op hjemmefra og følge med i undervisningen. De kan både se mig, og hvad jeg præsenterer på min computer. Faktisk er der også mulighed for, at de kan chatte med mig undervejs, men det har jeg valgt ikke at bruge live, da det er forstyrrende for undervisningen. Til gengæld kan de e-læringsstuderende i pausen og bagefter chatte med mig i forhold til undervisningen, og chatten bliver gemt, så de altid kan gå tilbage og se, hvad jeg har svaret, siger han.


Se muligheder fremfor begrænsninger

Han er positivt overrasket over, hvor forholdsvis nemt systemet var at gå til, da it-afdelingens medarbejdere først havde gjort det hele klar til brug.

- Berøringsangsten for det tekniske er den største barriere for benyttelse af de digitale hjælpemidler. Men min erfaring er, at det er langt nemmere, end man som underviser forestiller sig. Så det handler i virkeligheden bare om at kaste sig ud i det, siger Jan Rafn og tilføjer:

- Har man først kastet teknikforskrækkelsen fra sig, bliver man mere tilbøjelig til at se muligheder frem for begrænsninger i den digitale jungle.  Man bliver mere nysgerrig, og det bliver en sport at finde gadgets, programmer eller apps, der kan understøtte det didaktiske og faglige indhold, man har for sin undervisning. Oftest ender man faktisk med at fange de studerendes interesse, hvilket både styrker deres motivation og indlæring.

Tre ting University College Sjællland har lært:

  1. At man på uddannelsesinstitutionen skal samle så mange undervisere som muligt, når systemet skal i brug. 
  2. At teknikken ikke må være en begrænsning i sig selv. Det er nemmere at gå til, end man tror.
  3. Berøringsangsten fortoner sig, når man prøver sig frem.

Yderligere oplysninger:

Jan Rafn, lektor,  Fysioterapeutuddannelsen i Næstved, tlf. 7248 2693, jaf(@)ucsj.dk

Læs mere om UCSJs udvikling af digital læring og download bogen "Det bliver aldrig det samme igen".

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også