Løkke erkender stor tillidskløft

Politik

04/12/2015 12:09

Nick Allentoft

Tilliden til politikerne mangler, siger statsministeren. Thulesen Dahl klar til at tage ansvar for ny aftale.
- Jeg glæder mig til at se, hvad partierne har med til mig på mandag.   Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag formiddag på Christiansborg, dagen efter at et klart flertal af vælgerne har sagt nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Han peger på, at danskerne stadig ønsker et stærkt forhold til Europol, selv om det blev et nej til tilvalgsordningen i går. 

- Jeg kan se og høre fra danskerne, at hvis bare vi havde spurgt om Europol, så havde de sagt ja, men at danskerne var bange for, at et ja ville være en glidebane.   Læs også: Syngende lussing til magteliten   Men statsministeren anerkender også, at der er opstået en tillidskrise mellem politikerne og danskerne.   - Danskernes tillid til politikere er lav, siger statsministeren.   Til spørgsmålet om, hvorvidt danskernes tillid til ham er lav, lyder det korte svar:    - Jeg er også politiker.   - Tillidskrisen er nemmere at se end at løse. Det handler om personsager og substans, der bliver til spin og proces og så videre, siger han.   - Det har mange forklaringer, og det er en udfordring for alle politikere. Også mig selv. Man skal ikke skyde ansvaret fra sig, men tage det på sig.   - Straks bliver det en leg om, hvem der bærer ansvaret. I virkeligheden er det disrespekt for, hvad en folkeafstemning handler om. Nemlig at spørge danskerne, hvad det er, danskerne vil have.    Thulesen: Jeg tager medansvar for en god parallelaftale En god aftale om det europæiske politisamarbejde Europol er på Dansk Folkepartis dagsorden, dagen efter at 53,1 procent af vælgerne sagde nej til en tilvalgsordning. Det fortæller DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, fredag på vej til gruppemøde.    - Jeg er glad for, at statsministeren allerede er gået i gang med arbejdet. Nu går vi efter en tilfredsstillende parallelaftale om Europol, når vi mødes med statsministeren på mandag. Så det er det, vi arbejder på.   - Jeg påtager mig et medansvar for en proces, der giver en god parallelaftale, siger han og mener, at danskernes nej grundlæggende handler om EU-skepsis.   - Det her handler om EU. Danskerne har taget stilling til en klump EU-politik, og det skal vi respektere. Det skal ikke forklares med alle mulige andre ting.   Kristian Thulesen Dahl havde dog gerne set, at folkeafstemningen blev afholdt tidligere.    - Jeg tror ikke, det havde ændre udfaldet, danskere følte sig ikke tilstrækkelig informeret. 14 dages valgkamp er for kort.   - Ja-partierne har et grundlæggende problem med, at danskerne er skeptiske over for EU. Der er en kløft på EU-området, hvor danskerne føler sig taget ved næsen.   FAKTA: Sådan ser Løkkes køreplan ud efter det danske nej Det danske nej til at omdanne EU-retsforbeholdet til en tilvalgsordning giver travlhed på Christiansborg og i regeringen, hvor man allerede fredag indleder arbejdet med at få en aftale på plads om Danmarks deltagelse i Europol.   Se her, hvad der konkret kommer til at ske: * Fredag: Justitsminister Søren Pind (V) orienterer i Bruxelles justitsministrene fra de andre EU-lande om resultatet af folkeafstemningen.   * Resten af regeringens ministre mødes fredag for at tage fat på forhandlingerne om en løsning for fortsat dansk deltagelse i Europol efter det danske nej.   * Mandag: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt partierne til forhandlinger om en løsning efter EU-nej. Partierne bliver indkaldt enkeltvis for at give deres bud på en løsning.   * Tirsdag: Lars Løkke Rasmussen har indkaldt alle EU-landenes ambassadører i København til møde tirsdag i næste uge.   * På næste fredag rejser Lars Løkke Rasmussen til Bruxelles for at mødes med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU-præsident Donald Tusk.   Kilder: Statsministeriet, Ritzau   /ritzau/   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce