Foto: Shutterstock

Lokale initiativer modtager 53 millioner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Infrastruktur

13/11/2020 10:30

Theis

Hvad har en energi-ø på Bornholm til fælles med filmbyen i Aarhus, og hvilke ligheder er der mellem lystfiskeri i Limfjorden og byggeriet ved Femern Bælt på Sjælland? Alle udgør unikke erhvervspotentialer for dansk erhvervsliv, og derfor modtager 11 lokale initiativer nu i alt 53 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Ti af initiativerne kommer fra de to ansøgningsrunder med fokus på lokale erhvervspotentialer, som bestyrelsen lancerede i juni. Formålet er at styrke lokalområders erhvervsliv med udgangspunkt i stedbundne udfordringer og potentialer.

Projektet ”Gennemgribende forandringer på Sjælland og øerne” får 30 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 5 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler. Målet er at styrke omstillingspotentialet hos virksomheder ramt af COVID-19, øge antallet af vækstvirksomheder og skabe gennemgribende forandringer i erhvervslivet på Sjælland og øerne. Bag projektet står et bredt partnerskab af sjællandske uddannelsesinstitutioner og erhvervsråd med aktører fra bl.a. Knowledge Hub Zealand, Kalundborg Symbiose og Femern Belt Development. 

De øvrige ni projekter spreder sig over hele landet. På Bornholm får projektet ”Klar til Energi-ø” støtte til at undersøge den betydning, en kommende havvindmøllepark kan få for erhvervsliv og beskæftigelse på øen. På Fyn får to projekter midler til at øge skaleringspotentialet hos robotvirksomheder og til at styrke Fyns position inden for produktion af medicinsk cannabis. I Aarhus modtager Filmbyen midler til at udnytte den nyeste teknologi inden for Extended Reality, og ved Limfjorden vil et projekt fremover kunne styrke bæredygtigt fiskeri ved at tiltrække turister uden for sommersæsonen.

Udover de ti projekter fra de to ansøgningsrunder har bestyrelsen valgt at støtte og styrke det lokale arbejde hos Femern Belt Development med to millioner kroner.

Borgmester i Sorø Kommune og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Gert Jørgensen glæder sig over, at de sjællandske aktører har skabt et stærkt projekt for regionen:

”Med dette projekt ser vi i den grad vilje til at løfte udviklingen for det lokale erhvervsliv. Sjælland har unikke potentialer og udfordringer – og jeg er stolt over at se, at så stærkt et partnerskab går sammen om projektet. Projektet har både fokus på bygge- og anlægsindustrien til Femern-korridoren, bioproduktion og fødevarer samt generel skalering af vores virksomheder. Det er på alle måder en helhedsorienteret og lokal forankret indsats.”

Erhvervsminister Simon Kollerup er begejstret for bestyrelsens støtte til de lokale projekter over hele landet:

”Vores landdistrikter og øer er fyldt med virksomheder og ildsjæle med gode innovative ideer. Det er godt, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter projekter på tværs af landet, som har potentiale til at skabe vækst og arbejdspladser. Virksomhederne kender deres nærområde bedst. Med deres lokalkendskab og vores støtte kan vi i fællesskab udvikle det lokale erhvervsliv, så vi skaber en bedre balance mellem land og by.”

Mest Læste

Annonce