Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Færre kontrolbesøg: Nu bliver det lettere at drive butik, restaurant og café

Lovgivning

01/10/2024 10:55

J. Bøgen

Til gengæld målrettes kontrollen mod der, hvor risikoen vurderes at være størst.

Fra 1. oktober bliver det nemmere for fødevarevirksomheder i Danmark at få hverdagen til at hænge sammen.

Ét af de opfølgende kontrolbesøg efter en anmærkning fra Fødevarestyrelsen bliver afskaffet, og det betyder færre kontrolbesøg for virksomhederne og mere tid til at fokusere på drift og udvikling.

Det sker som led i udmøntningen af fødevare- og veterinæraftalen fra juni 2024. Aftalen sigter mod at skabe mere smidige vilkår for danske fødevarevirksomheder, samtidig med at fødevaresikkerheden fortsat er i top.

Bøvl og bureaukrati må nemlig ikke stå i vejen for erhvervets virkelyst, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):

”Ved at fjerne det andet opfølgende kontrolbesøg sparer vi virksomhederne for både tid og penge. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi gør livet lettere for dem, der producerer vores fødevarer. Det betyder færre forstyrrelser for de virksomheder, der har styr på tingene, og mere fokus på de steder, hvor der er behov for det.”

Målrettet og risikobaseret

Hidtil har fødevarevirksomheder, der fik en indskærpelse efter et kontrolbesøg, automatisk haft to opfølgende kontrolbesøg. Det første for at sikre, at fejlene blev rettet, og det andet som et slags standardtjek.

Men nu fjernes det andet kontrolbesøg, medmindre der er tale om alvorlige overtrædelser.

Dette betyder, at virksomheder, som retter op på mindre fejl, slipper for et ekstra kontrolbesøg og kan fokusere på at drive deres forretning. Det første kontrolbesøg vil fortsat være grundigt og sikre, at reglerne overholdes, men det efterfølgende besøg er nu fortid.

Fødevarekontrollen vil fremover blive mere målrettet og risikobaseret. I stedet for at fokusere på kvantitet vil Fødevarestyrelsen koncentrere sig om kvalitet – at tjekke de virksomheder, hvor der er størst risiko for fejl eller problemer.

Fakta

  • Bortfaldet af 2. opfølgende kontrolbesøg fra 1. oktober 2024 er en del af en overgangsløsning, inden de nye regler træder i kraft 1. januar 2025.

  • Virksomheder, som får en indskærpelse efter 1. oktober 2024, vil kun få ét opfølgende kontrolbesøg, medmindre der er tale om en alvorlig overtrædelse.

  • Har en virksomhed fået en anmærkning før 1. oktober 2024, vil de dog stadig få to besøg som hidtil.

Mest Læste

Annonce

13/10/2024

Er din bolig opført før 1984? Så har du nu chancen for at få et gratis hustjek til en værdi af 3.000 kroner. Se nedenfor, hvordan du gør.