Forside Lovgivning Har du styr på reglerne? Disse butikker kan lovligt afvise...

Har du styr på reglerne? Disse butikker kan lovligt afvise kontantbetalinger

Har du styr på reglerne? Disse butikker kan lovligt afvise kontantbetalinger
Den Offentlige

Betalingsloven pålægger butikker at tage imod kontanter fra klokken 6 til 22, men der findes undtagelser.

Butikker, der modtager kort eller mobilbetaling, har som udgangspunkt pligt til at tage imod kontanter i tidsrummet fra klokken 6 til 22.

Det fremgår af betalingslovens § 81, stk. 1, og reglen kan ikke omgås ved skiltning eller ved at undlade at have byttepenge, fastslår Forbrugerombudsmanden.

Reglen står fast, selvom danskernes brug af kontanter i den fysiske handel er faldet markant.

Undtagelser fra kontantreglen

Forbrugerombudsmanden lister en række situationer, hvor forretninger og serviceudbydere lovligt kan afvise kontanter:

Fjernsalg som webshops og telefonsalg er undtaget. Det samme gælder ubemandede selvbetjeningsmiljøer, for eksempel ubemandede tankstationer. Undtagelsen står i betalingslovens § 81, stk. 2.

Butikker i områder, der af myndighederne er udpeget som særligt røveriudsatte, kan indskrænke tidsrummet, hvor de er forpligtet til at tage imod kontanter, til klokken 6 til 20, forudsat at det tydeligt fremgår ved skiltning.

Festivaler og lignende afgrænsede arrangementer på højst 14 dage én gang årligt kan også være undtaget, hvis forbrugerne er tydeligt informeret på forhånd.

Handel mellem virksomheder er ikke omfattet af kontantreglen.

Skærpede krav i sundhedssektoren

Apoteker og tandlæger er underlagt en skærpet regel.

De skal tage imod kontanter i hele åbningstiden, ikke kun i tidsrummet fra klokken 6 til 22. Reglen skal sikre, at borgere uden adgang til digitale betalingsmidler kan hente medicin og modtage tandpleje på lige fod med andre.

Overtrædelse af kontantreglen straffes med bøde efter betalingslovens § 152, stk. 2. I en sag, som Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2024, vedtog en større dansk dagligvarekæde en bøde på 50.000 kroner for at have skiltet med og aktivt afvist kontantbetaling efter klokken 16 i en butik, der samtidig modtog kort.

Klager

Forbrugere, der oplever at blive afvist med kontanter i strid med reglen, kan indgive en klage via Forbrugerombudsmandens klageformular under kategorien “Betalinger, for eksempel misbrug af betalingskort, uberettigede hævninger, afvisning af kontanter”.

Forbrugerombudsmanden koncentrerer sig om generelle problemer, der rammer flere forbrugere, og henviser individuelle tvister til de godkendte klagenævn, som kan findes på forbrug.dk.

Ads by MGDK