Luften over Danmark bliver mere ren

Bæredygtighed

11/06/2014 11:00

Freja Eriksen

Miljøminister Kirsten Brosbøl lancerer i dag en luftpakke, der med 149 mio. kroner giver danskerne mere ren luft. Brændeovne og busser skal forurene mindre.

Hvert år dør 3.400 danskere for tidligt på grund af luftforurening, og samtidig er der over tre millioner sygedage om året i Danmark, fordi folk bliver syge af dårlig luft.

Regeringen vil give danskerne mere ren luft med den største enkeltstående investering nogensinde i at bekæmpe luftforurening. Med pakken ’Ren luft til danskerne’ vil der over de næste tre år blive brugt 149 mio. kroner på at forbedre luften i Danmark. 

- Vi ønsker, at man skal kunne løbe en tur i myldretiden og gå en tur med sine børn uden at bekymre sig om luftforurening. Derfor investerer vi nu det største beløb nogensinde, som en regering har øremærket til at bekæmpe luftforurening. Vi går målrettet efter nogle af de største syndere brændeovne og skibe - og vi sætter den nyeste renseteknologi på busserne i København, siger miljøminister Kirsten Brosbøl. 

Skadelige partikler og gasser fra blandt andet trafik, brændeovne og skibe er skyld sygdomme som lungekræft, hjertekarsygdomme og diabetes, og rammer især børn og ældre.

Derfor er der i luftpakken afsat:

  • 74 mio. kroner til renere busser i København
  • 75 mio. kroner til indsatser rettet mod:
    • Mindre forurening fra brændeovne
    • Øget kontrol af forurening fra skibe
    • Udvikling af ren-luft-teknologi og bysamarbejder

- Der er ingen, der synes, at det er sjovt at cykle i udstødningen bag en bus. Det gør vi nu noget ved og kapper 80 procent af bussernes NO2-forurening. Vi vil også sørge for, at brændeovne forurener mindre og skrue op for kontrol med forurening fra skibe, da en stor del af luftforureningen blæser ind over Danmark fra havet, siger Kirsten Brosbøl.

Indsatsen for renere busser i København bliver sat i gang i efteråret 2014. De øvrige indsatser bliver endeligt fastlagt i efteråret 2014, og samlet set skal ’Ren luft til danskerne’ have fuld effekt i 2016.

’Ren luft til danskerne’ finansieres over finansloven over årene 2014-16.

Mest Læste

Annonce