De fleste kender det. Man har ikke fået spist de sidste bananer i frugtskålen, og nu er de blevet brune og kedelige.
Tomaterne i grøntsagsskuffen har ligget for længe og er blevet rådne, og avocadoerne er helt smattede, når man skal bruge dem. I alle tilfælde bliver varerne smidt ud.
Det sker desværre for ofte i Danmark, at mad ender i skraldespanden i stedet for i maven. De private husholdninger smider ifølge Fødevarestyrelsen 235.000 ton mad ud hvert år, det er næsten 30 procent af det samlede madspild i Danmark. Og frugt og grønt udgør op mod 25 procent af madspildet i hjemmet.
Sådan skriver Coop i en pressemeddelelse, hvor de præsenterer en madspildsløsning, der forlænger holdbarheden på frugt og grønt.
Produktet hedder Wrappy, og det består af en lille bold, som man lægger i nærheden af sin frugt og grønt. Bolden indeholder en pose, der opsuger den ethylengas, der får frugt og grønt til at modne og gå i forrådnelse.
Dermed bliver modningshastigheden sænket, og holdbarheden på varerne forlænges. Metoden bruges i forvejen i industrien på frugt- og grøntlagre og under transport af frugt og grønt - også til økologiske varer.
Men Coop gør nu madspildsløsningen tilgængelig for de danske forbrugere.
Wrappy er netop lanceret i alle Coops butikker, og det glæder Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop, for mange kunder efterspørger råd og værktøjer til at begrænse madspild. Han siger:
”Når vi spørger forbrugerne, hvilke udfordringer detailbranchen skal blive bedre til at løse, så er madspild i toppen. Og det forstår jeg godt, for madspild er et stort problem for samfund og for klima. Derfor gør vi også meget i Coop for at minimere madspild i vores butikker. Men mange forbrugere vil også gerne gøre mere for at reducere deres eget madspild, og her vil madspildsbolden kunne gøre en forskel i hverdagen.”
Thomas Roland fremhæver samtidig den økonomiske fordel, der kan være forbundet med et produkt som Wrappy i mange husstande. For madspild er dyrt. Men kan man få sin mad til at strække sig længere, er det er godt nyt for husholdningsbudgettet.