Savoykål, sprøde oliven og lidt rosmarin-focaccia – alt sammen smidt midt på bordet til deling. Velbekomme.
Sådan ser det ud på flere og flere restauranter landet over - og det er en tendens, der ifølge eksperter er kommet for at blive.
For de unge gider ikke længere hverken tre retter eller en stor, ensom hovedret. Det handler om at dele, snacke og – selvfølgelig – tage et billede til Instagram, før der bliver taget en bid.
Generation Z, som omfatter dem, der er født fra 1995 til 2012, spiser nemlig anderledes end tidligere generationer.
Det skriver det tyske medie Merkur, der har spurgt eksperter ind til tendensen.
Det handler ikke kun om mad, men om oplevelse, æstetik og fællesskab. Sociolog og ernæringsekspert Alexandra Sept forklarer til mediet: “Det ser bare bedre ud, når der står flere forskellige retter på bordet.”
Den fotogene faktor er ikke til at komme udenom. Restauranter, der serverer småretter og anretter med omhu, har langt større chance for at finde vej til TikTok og Instagram – og dermed også til unge ganer.
Mange unge orienterer sig direkte via sociale medier, når de skal vælge, hvor og hvad de vil spise.
Men det handler ikke kun om likes. Småretter er også økonomisk mere tilgængelige. Flere retter deles, flere smage prøves, og regningen bliver nemmere at dele i to, tre eller seks.
Ifølge en amerikansk rapport foretrækker 75 procent af restaurantgæster mindre portioner til lavere priser – og den trend er godt i gang med at tage rod i europæiske storbyer som København.
“Sammenlignet med ældre generationer bruger Gen Z mindre på mad,” fortæller Alexandra Sept. De prioriterer sociale måltider, hvor man mødes om snacks og forretter frem for fulde menuer. Det handler om samvær frem for servering – om at skabe oplevelser, der både kan mærkes og deles.
Og hvor tidligere generationer planlagde deres måltider omkring arbejdstider, spiser Gen Z, når det passer ind. De tracker kalorier via apps, bestiller mad med rabat og tager maden og kaffen med i hånden. Livsstilen er fleksibel, og det er måltiderne også.