Mandlige pædagoger føler sig diskrimineret

Velfærd

05/06/2014 10:18

Freja Eriksen

Flere institutioner har indført særregler, der forhindrer mandlige pædagoger nærkontakt med børnene.

Mandlige pædagoger, der føler sig krænket eller diskrimineret får nu hjælp. Det skriver Avisen.dk.

Fagforeningen Bupl er klar til at gå til Ligebehandlingsnævnet for at køre sagerne for deres mandlige medlemmer.

Udmeldingen kommer efter, at der har været debat om det rimelige i, at pædagoger af hankøn flere steder ikke må skifte ble på børn i vuggestuer og børnehaver eller sidde med dem på skødet.

Flere institutioner har indført særregler, der forhindrer mandlige pædagoger i nærkontakt med børnene.

- Vi vil gerne føre en sag, fordi det ville være gavnligt, men det kræver, at der er et af vores mandlige medlemmer, der er klar til at gå i Ligebehandlingsnævnet, siger Henning Pedersen, der er formand for Bupl, som har over 50.000 medlemmer til Avisen.dk.

Læs også: Flere mænd i børnehaven skal bryde kvindedominans

De mandlige pædagoger har gode chancer for at vinde, vurderer Kirsten Ketscher, juraprofessor på Københavns Universitet.

- Jeg kan ikke se andet end, at de vil vinde sagen. Der er tale om en direkte diskriminerende regel, der ikke kan retfærdiggøres, skriver hun i et skriftligt svar til Avisen.dk

Hun henviser til EU-reglerne på området, der siger, at man kun må diskriminere, når kønnene ikke fysisk har de samme kvalifikationer, som for eksempel mænd, der kun kan synge tenor og kvinder, der kun kan synge sopran.

Manu Sareen (R), der er minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, siger, at det ville gøre ham glad, hvis Bupl sammen med et mandligt medlem gjorde netop det.

- Hvis en mandlig pædagog gjorde det, så kan vi få prøvet, om det her rent faktisk er lovligt eller ulovligt. Jeg har opfordret til det før, men det er ikke sket endnu. Jeg kan kun opfordre Bupl og mandlige pædagoger at gøre det, siger ministeren ifølge Avisen.dk.

Manu Sareen understreger, at han ikke bryder sig om tendensen - at mænd mistænkeliggøres, mens de passer deres arbejde.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce