Medie afslører tre år gammel mulig nepotisme-sag i Forsvaret

Ledelse

25/10/2018 08:00

Nick Allentoft

- Jeg er ked af, at der kommer sådan nogle sager, fordi en enkelt sag kan sætte tvivl om integriteten i et helt korps af officerer, siger officersformand, der undrer sig over, at nepotismesag skulle afsløres af et medie.

Onsdag kom det frem, at chefen for Hærstaben er blevet fritaget for tjeneste efter mistanke om, at han skal have brugt sin stilling til at fremme sin hustrus karriere.

Flere politikere har undret sig over, at beskyldningerne går tilbage til 2014, men at sagen først når offentligheden nu.

Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, HOD, understreger dog, at sagen skal undersøges, før man kan konkludere noget.

- Det er for tidligt at sige noget om, hvad der konkret er i sagen. Derfor glæder jeg mig til, at auditøren vil komme i dybden og få undersøgt denne her sag, siger han.

Samtidig fortæller han, at det endnu er usikkert, hvor længe Forsvaret har kendt til rygterne, og hvorfor den først ser offentlighedens lys nu.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

- Det kan lige så vel være fordi, at mediet (Olfi, der først bragte artikler om beskyldningerne, red.) har haft en mistanke og derfor spurgt ind til den.

- Jeg forstår ikke, hvorfor dem, der haft et anbringende, ikke har bragt det frem tidligere, siger han.

Ifølge mediet Olfi fortæller kilder, at hærchefen rykkede sin kæreste op på listen til optagelse på Master i Militære Studier (MMS) i 2014, så hun på trods af manglende kvalifikationer blev optaget.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Jeppe Jakobsen, er en af politikerne, der har udtalt sig:

- Hvis sagen har noget på sig, afføder den spørgsmål om, hvordan det kan være foregået for mere end tre år siden, uden at nogen har turdet sige fra over for det.

- Det vidner om, at der er noget kultur, der skal ændres i Hærstaben og måske også andre steder i Forsvaret, siger han.

Forsvarsordfører for De Radikale, Martin Lidegaard, har sagt, at han vil følge sagen tæt.

- Jeg stiller mig undrende overfor, at den her sag har kunnet ligge så længe, som det er tilfældet, uden at den er blevet taget op, men lad os nu se, hvad undersøgelsen viser, inden vi fælder dom, siger han til DR Nyheder.

Niels Tønning mener dog ikke, at der er noget galt med kulturen i Forsvaret.

- Jeg synes, at vi har en fornem kultur i Forsvaret. Jeg har selv været officer i 40 år og ikke oplevet en tilsvarende sag tidligere.

- Derfor er jeg også ked af, at der kommer sådan nogle sager, fordi en enkelt sag kan sætte tvivl om integriteten i et helt korps af officerer. Derfor er jeg glad for, at det bliver undersøgt ved en uvildig instans, siger han.

Værnsfælles Forsvarskommando arbejder på en redegørelse i sagen, og Forsvarsministeriets Auditørkorps har indledt en forundersøgelse med henblik på at fastslå, om der er grundlag for en strafferetlig efterforskning.

 

FAKTA: Det er den hjemsendte hærchef mistænkt for Chefen for Hærstaben Hans-Christian Mathiesen er blevet sendt hjem og undersøges for nepotisme. Læs mere her.

Nichemediet Olfi.dk, der dækker det danske forsvar, har afdækket, hvordan hærchef Hans-Christian Mathiesen muligvis har brudt loven ved at fremme sin egen først kæreste og siden kones karriere.

Forsvarschef Bjørn Bisserup sagde først til Olfi, at han ikke ville se på sagen og udtrykte fuld tillid til hærchefen. Forsvarets Auditørkorps indledte dog en undersøgelse og hærchefen blev hjemsendt.

Der bliver nu udført en undersøgelse.

Læs her om mistankerne mod Hans-Christian Mathiesen ifølge Olfi:

* I 2014 skulle hærchefen have ændret kriterierne for optagelse på Master i Militære Studier uden at fortælle det til andre end sin egen kæreste. Ændringerne gjorde det muligt for hende at komme ind på uddannelsen.

* Han skulle derefter have flyttet hende op ad listen af kandidater, så hun på trods af mere kvalificerede ansøgere kom ind på uddannelsen. Den optog 13 ud af 97 ansøgere.

* Hans-Christian Mathiesen undlod at orientere sine chefer om sin inhabilitet.

* Hans-Christian Mathiesen oprettede projektkontoret "Hærens Soldater 2025", ansatte sin kæreste og udnævnte hende til major.

* Igen oplyste han ikke sine chefer om sin egen inhabilitet.

* I 2016 ændrede han reglerne for optagelse på Operations- og Føringsuddannelsen, så hans kæreste kunne blive optaget, på trods af at hun manglede kvalifikationer. På denne uddannelse blev 14 ud af 60 ansøgere optaget.

* Igen oplyste han ikke sine chefer om sin egen inhabilitet.

Kilder: Olfi.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce