Mette Frederiksens tale til Socialchefforeningen

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens talte den 24. oktober 2013 til Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmarks 100 års jubilæum.

Det talte ord gælder

For 100 år siden. På en varm sommerdag i 1913 kørte tog nr. 1029 af sporet ved Bramming. 15 mennesker mistede livet. Tog nr. 1029 blev også kaldt”Emigranten”. Det havde endestation i Esbjerg, hvorfra tusindvis af danskere begav sig ud på rejsen til Amerika. Uden meget andet end drømmen om et bedre liv.

I minutterne efter ulykken fandt man en jakke, der var slynget ud på marken ved siden af det forulykkede tog. I inderlommen lå en række breve, der var underskrevet ”P. Sabroe”. Peter Sabroe blev senere fundet livløs i toget.

Dér i Bramming for 100 år siden endte Peter Sabroes kamp for de svageste i samfundet. Heldigvis tog andre over og institutionaliserede den kamp, som Sabroe så ofte kæmpede alene.  Det moderne velfærdssamfund begyndte langsomt at tage form.

Mange nævner Septemberforliget i 1899, dagpengeloven i 1907 og socialreformen i 1933 som milepæle i udviklingen af det danske velfærdssamfund. Jeg nævner også Sabroe, fordi jeg mener, at han starter den særlige nordiske udgave af samfundets syn på børn. Og idag vil jeg såmænd også gerne nævne jer; Socialchefforeningen.

For nok var de politiske milepæle skelsættende. Og nok skal man bladre nogle sider om bag i historiebøgerne for at læse om Socialchefforeningen. Men man må ikke glemme, at det var jeres forgængere, der var med til at omsætte visionerne til virkelighed. Det gør I fortsat. Tillykke med den runde fødselsdag.

Mange var i 1913 optaget af at sikre materiel lighed. Og med god grund. Uligheden var stor. De heldige - og dem med de rigtige familieforhold - havde meget. De uheldige - og af dem var der flest - havde meget lidt. De riges rettigheder var mange. Og de fattiges pligter endnu flere.

Men Sabroe kæmpede også for noget andet og mere. Han kæmpede for lige muligheder. Ikke mindst for arbejderklassens børn. Lige gyldigt, hvordan vi vender og drejer det, er beskyttelsen af børn den vigtigste opgave i et samfund. Dengang handlede det om dårlig mad på børnehjemmene, seksuelle overgreb, vold og børnearbejde. Siden da er vi nået uendeligt langt. Men færdige er vi jo ikke. Mangel på forældreevne og dårlige levebetingelser er fortsat virkeligheden for tusindvis af børn og unge. Og alt for sjældent. Alt for sjældent formår vi som samfund at kompensere for svigtet hjemme. Det er velfærdssamfundets reelle dilemma og udfordring.

Det er det, solidaritet og det moderne velfærdssamfund handler om. Lighed handler i dag om mere end materiel lighed. Lighed handler også om at sikre lige og reelle muligheder for at skabe sig et godt liv. Men lige og reelle muligheder bygger naturligvis på et grundlæggende fundament af omfordeling, et progressivt skattesystem og et rimeligt ydelsesniveau.

Oprindelig handlede socialpolitikken om at give mennesker noget at leve af.Fattighjælp, alderdomsunderstøttelse og børnebidrag handlede i bund og grund om at sikre overlevelse og anstændige livsvilkår for samfundets udsatte grupper.

I mine øjne kan det ikke længere stå alene. Nu handler det ikke alene om at give mennesker noget at leve af. Nu skal vi også sikre, at flere har noget at leve for. Jeg kan måske sige det på den måde, at et ordentligt forsørgelsesgrundlag er forudsætning for tryghed. Men det er ikke forudsætning for hverken udvikling eller indhold i livet. For slet ikke at tale om lykke og håb.

Vejen til lige muligheder går gennem flere færdigheder, kompetenceudvikling og uddannelse. Flere færdigheder – boglige såvel som praktiske – giver mennesker muligheder, frihed og de bedste forudsætninger for en varig plads på arbejdsmarkedet.

Vi står lige nu med den udfordring – den brændende platform – at mange unge mennesker slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet. De unge, der aldrig lærte at læse, skrive og regne, da de gik i skole. De 50.000 unge kontanthjælpsmodtagere, der risikerer, at kontanthjælp eller førtidspension bliver et livsvilkår.

Der er et par ting, jeg gerne vil sige om det. For det første er kontanthjælpsområdet et af de steder, hvor den negative sociale arv står stærkest idag. Unge enlige forsørgere er overrepræsenteret. 40 pct af de unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år har forældre, der enten er eller har været på kontanthjælp. Det er et kolossalt samfundsmæssigt svigt, at kontanthjælp er noget, der arves fra en generation til den næste.

For det andet vil det være min påstand, at vores ambitionsniveau for de mest udsatte børn ganske enkelt er for lavt.

Jeg havde som bekendt ikke muligheden for at være her i går, men jeg forstår, der var et lidt hidsigt angreb på Socialdemokratiet. Måske vi kan afklare nogle af de forkerte slutninger i debatten.

Når jeg er optaget af, at så mange danskere som muligt står ved deres ansvar over for fællesskabet, herunder sætter en ære i at kunne forsørge sig selv, hvis muligt. Så er det ikke pga. købmandsskab og noget for noget. Så er det fordi, at velfærdssamfundet i mine øjne ikke må reduceres til service og kontrakt. Det er et forpligtende fællesskab, som vi hver især - hvis vi kan - skal passe på og bidrage til.  Jo mere, vi regner positivt med hinanden. Desto stærkere bliver fællesskabet også.

Og mindst lige så vigtigt; fordi jeg tror på vigtigheden af, at man som menneske kan gøre nytte. At det er bedre at have noget at stå op til end det modsatte. Jeg er så gammeldags.  Og jeg er så meget socialdemokrat, at jeg grundlæggende tror på, at det er bedst, når voksne mennesker går på arbejde.

Nok om det. Med kontanthjælpsreformen stiller vi derfor krav til de stærkeste unge om, at de skal tage en uddannelse. Og vi stiller krav til de stærkeste voksne om, at de skal arbejde for deres ydelse. Det gør vi, fordi jeg oprigtigt tror på, at vi hjælper mennesker ved at stille krav til dem. Vi hjælper mennesker, når vi viser, at vi forventer noget af dem.

Det er en pligt, men det er også en ret. En ret til ikke at blive opgivet. En ret til ikke at blive overladt til sig selv på kontanthjælp eller førtidspension. En ret til gennem uddannelse eller arbejde at få mulighed for at skabe sig et bedre liv.

For mig at se er det solidaritet. Vi sender ikke bare en førtidspension eller en kontanthjælp til et 21-årigt menneske med en diagnose. Vi ser i stedet for det unge menneske i øjnene og siger: ”Ja, det er svært. Og ja, du vil møde modgang. Men vi vil investere noget tid, nogle ressourcer og noget energi i, at du kan realisere dit potentiale. At du kan gøre din pligt og kræve din ret som en del af fælleskabet.”

Derfor kan jeg også garantere jer for, at hvis der ikke var økonomisk krise. Og hvis der ikke var stramme krav til væksten i det offentlige forbrug. Ja, så ville jeg alligevel stå her og tale for reformerne af både førtidspension og kontanthjælp.

Det er min påstand, at vi i for mange år har forvekslet ydelser med solidaritet. Med 750.000 voksne danskere uden for arbejdsmarkedet og en fortsat stor social ulighed er vi nødt til at udfordre den præmis. Vi vil ganske enkelt ikke overlade mennesker, der har brug for hjælp, til sig selv. Det er min ambition. Det er regeringens ambition. Og jeg ved, at det også er jeres ambition.

Den ambition skal I holde fast i, når reformerne på beskæftigelsesområdet skal implementeres. Det bliver svært. Det er svært.

Den vigtigste prioritet for jer bør være at sikre, at reformerne bliver til virkelighed. Det er jer, reformerne står og falder med. Det er jer og jeres dygtige medarbejdere, der skal sætte handling bag ordene. Det er jer, der skal sikre, at reformerne gør en forskel for rigtige mennesker.

I er nu i fuld gang med at implementere reformen af førtidspension og fleksjob.

Med reformen vil vi gøre op med silotænkningen i forvaltningerne. Vi gør det med en helhedsorienteret indsats, der tager udgangspunkt i det, som det enkelte menneske kan. Ikke det, som han eller hun ikke kan.

Det er mit klare indtryk, at kommunerne generelt har taget godt imod reformens intentioner. Alle kommuner har oprettet rehabiliteringsteam. Der er også skabt mange nye fleksjob til dem, der kun kan arbejde få timer.

Men der er forskel på, hvordan de enkelte kommuner har grebet opgaven an. Mange kommuner har fra starten taget den tværfaglige og helhedsorienterede tilgang til sig og er gået tidligt i gang.

Sådan er det ikke alle steder. Og lad mig være direkte. Der skal speedes op for antallet af ressourceforløb. Det går lige nu alt for langsomt. Alternativet til en tidlig førtidspension må og skal ikke være langvarig passiv kontanthjælp.

Når det er sagt, så har jeg fra starten vidst, at det her ikke er noget, man lige gør i et snuptag. Det har taget tid at få etableret de nye rehabiliteringsteam og de tilhørende tværfaglige arbejdsgange. Og det har givetvis været medvirkende til, at antallet af tildelte ressourceforløb er en del lavere end det forudsatte.

Nu er der snart gået et år. Og nu skal alle i gang. Ellers svigter vi.

1. januar skal vi i gang med næste reform. Kontanthjælp.  Også her venter jer en stor opgave. I skal etablere uddannelseshjælpen, der skal fungere lige fra visitationen til selve uddannelsen. I skal finde beskæftigelse til dem, der kan arbejde. Og I skal styrke indsatsen for de udsatte kontanthjælpsmodtagere, der ikke fra første dag har forudsætningerne for at arbejde eller uddanne sig.

Her skal I bruge de erfaringer, I allerede har gjort jer med ressourceforløb og rehabiliteringsteams. Det er de erfaringer, vi skal bygge på, når vi nu skal sikre en tværfaglig og helhedsorienteret indsats for udsatte kontanthjælpsmodtagere.

Den tværfaglige og helhedsorienterede indsats er måske det mest virkningsfulde socialpolitiske redskab i disse år. Hvor har jeg dog mødt mange udsatte borgere med alt for mange sagsbehandlere. Alt for mange indgange. Alt for mange handlingsplaner.

Vi skal have social-, beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsindsatsen til at spille bedre sammen.

Det er meget individuelt, hvad man har brug for for at komme i arbejde. Nogle har brug for afklaring. Andre har brug for at lære at læse, skrive og regne. Og andre igen har brug for papir på én specifik kompetence.

Og det er udgangspunktet for den næste reform, vi har på tegnebrættet. Reformen af beskæftigelsessystemet. Målsætningen for den reform er, at en arbejdsløs skal vende stærkere tilbage på arbejdsmarkedet, end den dag han blev fyret. Målet er varig beskæftigelse. Og midlerne er flere færdigheder til de ledige, en langt mere individuel indsats og et bedre match mellem virksomhederne og de ledige.

Sidst, men ikke mindst, er målet at få balancen mellem ret og pligt tilbage i beskæftigelsesindsatsen. I 00’erne skete der et skred i retning af, at pligterne blev for mange og for meningsløse. Pligt til fremmøde. Pligt til aktivering. Pligt til det ene mere virkelighedsfjerne kursus efter det andet.

Med den kommende beskæftigelsesreform vil vi lægge lidt flere rettigheder i vægtskålen for at genskabe balancen. Tag ikke fejl! Vi rokker ikke ved pligten til at stå til rådighed. Men vi vil styrke retten til en målrettet og individuel indsats, så de ledige står bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked.

Jeg tror på ret og pligt som det, der kan bære både social- og beskæftigelsespolitikken. Og Danmark som et værdifællesskab.

Flere har brugt de år, hvor krisen har kradset, som en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet. Ja, krisen har betydet, at vi har kigget velfærden igennem i sømmene. Men nej, krisen har ikke demonstreret velfærdssamfundets eller fællesskabets fallit. Tværtimod. Det var velfærdssamfundet, der slog ring om både mennesker og det finansielle system. Det var fællesskabet, der greb ind, da boblen brast, og markedets magi spillede fallit.

Jeg har ikke set et eneste samfund, der bare tilnærmelsesvis er lige så godt som de skandinaviske velfærdssamfund. Min stædige påstand er, at det ikke alene er lovgivning, der binder det hele sammen. Velfærdssamfundet bliver nødt til at være et værdifællesskab.

Og så bare lige en ting til sidst; Sagt lidt firkantet. Enten baserer vi vores socialpolitik på at skabe mønsterbrydere, der på trods af svære betingelser alligevel klarer sig godt. Eller også stræber vi højere. Vores mål må være at bryde mønstret. Målet for velfærdssamfundet kan kun være ét; at alle børn og unge har reelt lige muligheder for at skabe den bedste livsbane - uafhængigt af deres sociale baggrund, deres køn og deres etnicitet. Jeg beundrer mønsterbryderne. Men jeg vil hellere bryde mønstret. For mig er velfærdssamfundets fornemmeste opgave. Og egentlige eksistensberettigelse.

Tillykke med de hundrede år. Tak for indsatsen. Og tak for ordet!

Emneord: Mette Frederiksen, Foreningen af Socialchefer, Beskæftigelse, Velfærdssamfund
Beskæftigelsesministeriet på DenOffentlige.dk Beskæftigelsesministeriet
Aktivitet: Artikler: 103 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 26.10.13 Mary
    Mette bør gå af...

    Mette bør fyres for den tale, hun har jo fået storhedsvanvid!
    Folkeoprør nu... Alle på borgen har jo mistet jordforbindelsen...

  • 25.10.13 Ole Jakobsen
    Mette Frederiksen på svampejagt

    Mette Frederiksen har tilsyneladende været på svampejagt og fået fat i nogle af dem der giver hallucinationer. Der tales med store ord om fællesskab og ansvar, men hvilket fællesskab er det vi taler om og hvis ansvar hentyder hun til?

    Som politiker er det pr. tradition alle andres ansvar og det økonomiske fællesskab der er omdrejningspunktet. At ministerens tankegang er noget gammeldags, der er vi for engang skyld enige. Ministeren lider under en træg stereotyp vanetænkning, der mangler enhver form for opfindsomhed og nytænkning, så som at betragte mennesker som mennesker og ikke som et økonomisk aktiv eller passiv. Det er en katastrofe for det danske samfund, at have en så bag stræbende minister, i en tid hvor innovation, opfindsomhed og nytænkning er vejen frem.

    Med udgangspunkt i et økonomisk fællesskab, marginalisere hun mere end de fleste de dårligst stillede. Økonomisk kassetænkning af fællesskabet udelukker et hvert menneskeligt bidrag til samfundet og dermed sætter hun aktivt de syge kontanthjælpsmodtagere uden for fællesskabet. Mette Frederiksen evner ikke at kende forskel på inklusion og eksklusion. Mette Frederiksen påstår uforstandigt, at der er tale om inklusion, men den politik der føres er kun eksklusion mulig. Dem der er sat uden for fællesskabet, de finder naturligt sammen i et andet fællesskab. Hvis ministerens ord skal give mening, så skal begreberne splittes op således, at kontanthjælpsmodtager kun omfatter arbejdsparate og ikke syge på kontanthjælp, som ikke er arbejdsparate. Der hvor ministeren virkelig har taget skade af sin svampejagt er, at hun opfatter alle kontanthjælpsmodtagere som arbejdsparate. For at det kan komme til at passe og hænge sammen, er det fint med en så hallucinerende tankegang, men hallucinationer er jo netop kendetegnet ved at være stærkt forvredet fantasi.

    ”Lighed handler i dag om mere end materiel lighed. Lighed handler også om at sikre lige og reelle muligheder for at skabe sig et godt liv”, udtaler ministeren.
    Der er bare det problem, at forsøger du som kontanthjælpsmodtager at skabe dig et godt liv på kontanthjælp, så vil du blive anklaget og dømt for socialt bedrageri med risiko for op til 1 års fængsel, men nu handler det jo ikke om for ministeren, at man skal have mulighed for, hverken at skabe noget eller have et godt liv endsige bare have et liv på overførselsindkomst.

    ”Nu handler det ikke alene om at give mennesker noget at leve af. Nu skal vi også sikre, at flere har noget at leve for. Jeg kan måske sige det på den måde, at et ordentligt forsørgelsesgrundlag er forudsætning for tryghed. Men det er ikke forudsætning for hverken udvikling eller indhold i livet. For slet ikke at tale om lykke og håb” udtaler Mette Frederiksen.
    Det det i virkeligheden handler om, er rent faktisk, at syge kontanthjælpsmodtagere der ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, med den ny kontanthjælpsreform, står helt uden forsørgelse. Hvad er det så for et liv hun taler om? Er det det liv, et sted mellem 80 – 110.000 mennesker nu risikere at miste, blot fordi de er ramt af sygdom? Mette Frederiksens udtalelse er nu en kommunalt dokumenteret løgn.
    Jeg har modtaget brev fra kommunen om, at når jeg ikke er i stand til at møde op i et jobcenter, vurdere de, at jeg ikke længere er berettiget til at modtage kontanthjælp. Undskyld mig, men hvad er jeg så berettiget til? Mette Frederiksen mener altså, at et ordentligt forsørgelsesgrundlag er, ikke at have noget, for det har hun fået vedtaget som lov.
    Mette Frederiksen viser med sine udtalelser, at hun ikke aner hvad hun taler om. Hun lider ikke af en svær psykisk sygdom eller af fysiske skader.Hvad kender hun så til lykke og håb, intet absolut intet, for igen evner ministeren ikke, at skabe sig den nødvendige forståelse før hun åbner munden. Mette Frederiksen fællesskab er teoretisk og omhandler kun økonomi og ikke mennesker, kan man så kalde det fællesskab?

    Syge skal slet ikke være på kontanthjælp, de skal være på en midlertidig førtidspension, indtil de enten er arbejdsparate eller kommer permanent på førtidspension.

    ”Vejen til lige muligheder går gennem flere færdigheder, kompetenceudvikling og uddannelse. Flere færdigheder – boglige såvel som praktiske – giver mennesker muligheder, frihed og de bedste forudsætninger for en varig plads på arbejdsmarkedet”. Med den udtalelse, laver ministeren et desperat forsøg på, at ophæve al sygdom og gøre alle mennesker raske. Samfundet må acceptere, at der til enhver tid er mennesker, som for en periode eller permanent mister deres arbejdsevne. Ministeren forsøger jo at tie de mennesker ihjel.

    Ministeren gør et meget stort nummer ud af at fortælle om borgernes rettigheder og pligter, men glemmer fuldstændig at tage et opgør om de endeløse lovovertrædelser, som socialcheferne er ansvarlige for, som sker dagligt i jobcentrene. Jeg har på 8 år kørt 6 klage ved Borgerrådgiveren, som alle 6 gange har kunnet konstatere, at kommunen laver gentagne grove overtrædelser af gældende love og regler. Det havde da været det mest naturlige, at ministeren havde startet det opgør og sørget for, at få bragt den lovløse tilstand der er dagligdag, til ophør. Men ministeren har måske i et valgår, besvær med at tage det opgør, af skræk for at komme til at sparke kommunale partikarmarater i skridtet og derfor vælge den gamle teknik med at stikke hovedet i busken.

    ”Vi sender ikke bare en førtidspension eller en kontanthjælp til et 21-årigt menneske med en diagnose”. Ministerens sikker vinder argument, som dog falder til gulvet med et hult drøn, når det kommer frem, at det er fuldstændig ligegyldigt, om man er 21 år eller 48 år, ingen får førtidspension uanset alder. Syge kontanthjælpsmodtagere der ikke er i stand til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet får heller ikke kontanthjælp uanset alder, det er i hvert fald den intention kommunerne har.

    Ministeren kommer også ind på den sociale ulighed, hvilket er bemærkelsesværdigt, taget i betragtning af, at ministeren står som ansvarlige for den ekstreme sociale ulighed der er som følge af de reformer der er vedtaget på det sociale område.

    Og så en stor ros til ministeren for endelig at vise sit sande
    ansigt. ”Det er jer, der skal sikre, at reformerne gør en forskel for rigtige mennesker”.
    Så melder det store spørgsmål sig, hvem er de ”rigtige mennesker” og hvem er de ikke ”rigtige mennesker?
    Nazisterne var mere specifikke i deres opdeling af de rigtige og forkerte. Arisk eller ikke arisk, den rigtige politiske holdning og den forkerte, den rigtige seksualitet og den forkerte osv.
    Ministeren har med sine reformer, startet jødeforfølgelse 2. afsnit, med den heksejagt hun har indledt mod kontanthjælpsmodtagere i særdeleshed de syge. Det er jo nok ikke en tilfældighed, at KLEMT bliver omtalt som den sociale modstandsbevægelse.

    Nu er det valgår, men må indrømme, at der for mig ikke er nogen politiker, parti eller politik, der er værdig til at få min stemme. Min stemme går uforbeholdent til KLEMT.

    Mette Frederiksen, det kunne være du ikke skulle spise flere svampestuvninger af de svampe du har samlet, for din virkeligheds opfattelse er psykedelisk forvredent.

  • 25.10.13 Sanne
    Kun politiker må have et godt og værdigt liv!

    Ja ingen politiker vil nogensinde selv ende på fattigdom. Hvor må det være dejligt at sidde og lege "Gud" med andre menneskers liv og bestemme om de skal ende i rendestenen eller sparkes helt ud over afgrunden. I burde skamme jer inde på Christiansborg. Men i ved sikkert ikke hvad skam er. For når tingene går for tæt på, så får i pludselig et andet job i udlandet og flygter fra det lort i har lavet. Hvor er det nemt.
    Vi andre skulle lige skubbe en ud i rendestenen eller ud over afgrundens rand, så blev vi både fængslet og fik bøder. Hvad får I? Et godt liv! Bare det var os, de svage som virkelig ønsker at livet så anderledes ud for os, men det gør den desværre ikke, uanset hvor meget vi end prøver. Hvor er det sørgeligt.

  • 25.10.13 J.F.
    Teori og praksis hænger desværre ikke altid sammen.

    Det er egentlig interessant. Jeg læste Mette Frederiksens ord og følte mig enig i meget af det hun skriver. Men som kommentarerne også viser hænger det ikke helt sammen med meget af det, der sker ude i virkeligheden.
    Meget kan man sige om regler, love og reformer, hvilket jeg ikke vil rode mig ud i i denne omgang. Men jeg vil dog påpege ét stort problem i samfundet: og det er, at folk bliver behandlet som et nummer i køen (som andre også kommer ind på). Fra offentlige ansattes side bør der altså ske en holdningsændring, så der kommer mere respekt for de mennesker man prøver at hjælpe. Det kan jo ikke være rigtigt at man fx skal gå til familielægen mange gange før denne overhovedet registrerer det man prøver at få hjælp til på en måde, hvor der også bliver gjort noget ved det.
    Sagsbehandlere har jeg i min tid også oplevet generelt som havende en rimelig trist og uværdig tilgang til personlig betjening af borgere. Det skal også ændres.
    Kort sagt vil jeg ønske for Danmark og borgerne i landet, at vi kan blive bedre til at tale pænt til hinanden og behandle hinanden med værdighed.

  • 25.10.13 Mette-Liva Schou Johansen
    Mette Frederiksen en rask og rig dame med udsigt til minister pension

    Jeg er flov over at være dansk, når vi spytter og sparker til de svageste i samfundet, jeg tror også at der snart vil komme oprør i Danmark og vi vil vælte regeringen! Fordi rød/ blå grøn eller gul det er fuldstændigt ligegyldigt!! Det er et stort teater stykke som kalder sig Christiansborg! Jeg har mistet troen på alt hvad der engang hed Danmark! Jeg håber mine landsmænd inkl mig selv laver et oprør så de kan se hvad de går mod egne folk!
    Men Mette Frederiksen?? Hvorfor ik bare begynde at acceptere at uanset alder!! Hvis man er syg/invalid ifølge lægers udtalelser, ja så er der desværre ikke så meget at gøre!! Og få dog styr på jeres tropper ude i kommunerne som behandler folk som et nr. Og ikke et menneske! Det er verdens dårligste lederskab jeg har set til dato!! Jeg er så led og ked og træt af alt jeres rent udsagt dukkespil!! Danmark hvor er mine landsmænd? Hvor længe skal vi finde os i at blive sparket og trampet på når vi i forevejen ligger ned??
    Lad os stå sammen som de vikinger vi nu engang er og få rytter op!! Nu!!!

  • 25.10.13 LHE
    Det er en gyser at være syg i danmark

    Uha det lyder så flot, alt det I gør og at vejen frem er for enhver pris at sige til folk, at trods du har kroniske smerter(stationær og uden behandlingsmuligheder) og ikke kan få hverdagen og privatlivet til at hænge sammen, så skal du bare igang og trænes op, så du kan forsørge dig selv min ven. Så får du det meget bedre. Ressource forløb til dem der ikke kan arbejde eller tage en uddannelse, er jo bare et nyt sted at anbringe folk- at f.eks. at få et ressourceforløb(på lav ydelse) der hedder ro i et eller 5 år, eller planen kunne være, at du bare skal gå en tur en gang om ugen er jo dybt godnat. Tag dog dem der virkelig er syge alvorligt og behandle dem med respekt. Afskaf gensidig forsørgerpligt for alle og afskaf alt der har med TERM læger at gøre. I er med til at så mange familier bliver splittet,(min familie er en af dem)fordi Jeres reformer og Kommunernes sagsbehandling er så voldsom nedbrydende for enhver, der bliver udsat for mistro og sanktioner og rigtig dårlig sagsbehandling. Kommunerne kassetænker og der er ingen konsekvens for dem, når de træffer forkerte og ulovlige beslutninger. Har I mon noget at være stolt af Mette Frederiksen?

  • 25.10.13 Jeanette
    Hvaaa sker der for den latterlige historie du lige fyrede af.....

    Det er da det værste jeg længe har hørt :O Jeg sidder her 34 år har 3 børn og en kæreste....Jeg kan ikk få en skid hjælp til mine sygdomme og så kommer den her reform oveni...Hvordan sku min kæreste forsørge mine 2 børn og vores fælles barn+ sørge for jeg for min dyre medicin? NEJ det eneste vi kan nu er at gå fra hinanden pga jeres (biiip)regler....At i ikk skammer jer over i gør de fattige fattigere og de rige rigere...og oveni så vil i ha mere i løn...?! Er det det jeres besparelse skal gå til, eller?
    Skammer mig over jer og sys i er nogle (biiiiip bip bip biiiiiphuller):@ Hvis vi blir sammen må jeg sidde uden medicin som er meget vigtigt( Sukkersyge, morbus crohn, astma, og har svær form for nervebetandelse i min ben og arme) :@ Ja, jeg kan jo ligeså godt bestille min egen begravelse....Tag jer dog sammen og se jer omkring...den nye reform kommer aldrig til at fungere da folk bare flytter fra hinanden, og som enlig mødre søger det vel alt hvad der høre til når man er alene, så hvor spare i lige præcis? INGEN STEDER, det blir dyre for jer hvis i vender den om ;) Men ven i bare og se...den her kommer til at bide jer i enden ;) Og kæft jeg glæder mig til at se den dag komme :D hahaha

  • 25.10.13 Ruth Christiansen
    Mette Frederiksen.

    Du og din regering er de største hyklere, I er skyld i SÅ meget elendighed i Danmark, at folk sulter, må gå fra hus og hjem, at familier splittes, at syge bliver kostet rundt i en manege, skabt af dig og dine medsammensvorne. Alt jeres hykleri, glem det, ingengider høre på Jer længere, I er så ukompetente som nogen overhovedet kan være. Det eneste I sidder der for, er for egen vinding, intet andet. Ingen af Jer snobber har intention om, at hjælpe de svage i samfundet. Men jeg er helt sikker på, at befolkningen er ved at være træt af alt det. I er skyld i, at der inden længe vil komme et oprør i Danmark, danskerne vil ikke finde sig i, at blive pisset på, at folk de troede ville hjælpe. I er skyld i den største ulykke i Danmarks historien. Forrædere mod eget folk.

  • 25.10.13 lone bording
    Mette Frederiksen som socialpolitiker

    Kan godt forstå Mette fortæller gamle historier - hun burde tænke mere over hvordan hun selv vil stå for eftertiden - som den socialdemokratiske minister der kastede 100.000 ud i langvarig fattigdom og fratog børn og familier forsørgelsesgrundlag - og som det endelig spadestikni den sociale massegrav undlod at rette op på skadelige begrænsninger i loven om sygedagpenge og kommunernes ulovlige sagsbehandling -

  • 25.10.13 G.
    Lev selv for 6750 kr. i 2014- før skat - i 2015 er det 3000 kr. før skat

    Kære Mette,
    Prøv lige selv at leve på minium eller intet et par år og behold din værdighed, og så stadig mener at vi bor i et velfærdssamfund.

    2014 - 6750 før skat
    2015 - 3000 før skat

    ...kan du så opretholde din levestandard!?

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også