Mette Frederiksen taler om beskæftigelsesreformerne, om solidaritet og om det moderne velfærdssamfund.
Mette Frederiksen siger bl.a.:
- ”Mangel på forældreevne og dårlige levebetingelser er fortsat virkeligheden for tusindvis af børn og unge. Og alt for sjældent. Alt for sjældent formår vi som samfund at kompensere for svigtet hjemme. Det er velfærdssamfundets reelle dilemma og udfordring.”
- ”Det er det, solidaritet og det moderne velfærdssamfund handler om. Lighed handler i dag om mere end materiel lighed. Lighed handler også om at sikre lige og reelle muligheder for at skabe sig et godt liv. Men lige og reelle muligheder bygger naturligvis på et grundlæggende fundament af omfordeling, et progressivt skattesystem og et rimeligt ydelsesniveau.”
- ”Kontanthjælpsområdet er et af de steder, hvor den negative sociale arv står stærkest i dag. Unge enlige forsørgere er overrepræsenteret. 40 pct. af de unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år har forældre, der enten er eller har været på kontanthjælp. Det er et kolossalt samfundsmæssigt svigt, at kontanthjælp er noget, der arves fra en generation til den næste.”
- ”Når jeg er optaget af, at så mange danskere som muligt står ved deres ansvar over for fællesskabet, herunder sætter en ære i at kunne forsørge sig selv, hvis muligt. Så er det ikke pga. købmandsskab og noget for noget. Så er det fordi, at velfærdssamfundet i mine øjne ikke må reduceres til service og kontrakt. Det er et forpligtende fællesskab, som vi hver især - hvis vi kan - skal passe på og bidrage til. Jo mere, vi regner positivt med hinanden. Desto stærkere bliver fællesskabet også.”
- ”Jeg tror på vigtigheden af, at man som menneske kan gøre nytte. At det er bedre at have noget at stå op til end det modsatte. Jeg er så gammeldags. Og jeg er så meget socialdemokrat, at jeg grundlæggende tror på, at det er bedst, når voksne mennesker går på arbejde.”
- ”Det er min påstand, at vi i for mange år har forvekslet ydelser med solidaritet. Med 750.000 voksne danskere uden for arbejdsmarkedet og en fortsat stor social ulighed er vi nødt til at udfordre den præmis. Vi vil ganske enkelt ikke overlade mennesker, der har brug for hjælp, til sig selv.”
- ”Flere har brugt de år, hvor krisen har kradset, som en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet. Ja, krisen har betydet, at vi har kigget velfærden igennem i sømmene. Men nej, krisen har ikke demonstreret velfærdssamfundets eller fællesskabets fallit. Tværtimod. Det var velfærdssamfundet, der slog ring om både mennesker og det finansielle system. Det var fællesskabet, der greb ind, da boblen brast, og markedets magi spillede fallit.”
Det talte ord gælder.