Det bliver den 44-årige cand.jur Christian Lützen, der skal stå i spidsen for opbygningen af den nye styrelse, Nævnenes Hus i Viborg. Etableringen af Nævnenes Hus sker som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.
Christian Lützen, som i dag er vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, har solid erfaring fra centraladministrationen bla. fra Integrationsministeriet og med opbygning af Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter. Christian Lützen tiltræder stillingen den 12. september 2016.
Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen:
”Det glæder mig meget, at Christian Lützen har sagt ja til at tiltræde stillingen som den første direktør for Nævnenes Hus. Med hans solide baggrund og mangeårige ledererfaring er jeg overbevist om, at han er den rette person til at etablere den nye styrelse. Det er vigtigt, at Nævnenes Hus i løbet af kort tid bliver både fagligt kompetent og velfungerende for brugere og medarbejdere.”
Tiltrædende direktør, Christian Lützen:
”Nævnenes Hus har alle forudsætninger for at blive en succes. Jeg ser frem til en unik mulighed for at bygge en ny styrelse op fra bunden, hvor ledelse og medarbejdere kan sætte deres præg på organisationen, så vi leverer varen effektivt og med høj kvalitet.”
Nævnenes Hus etableres den 1. januar 2017 som en samlet styrelse under Erhvervs- og Vækstministeriet. Styrelsens kerneopgave vil være at sikre en professionel juridisk sekretariatsbetjening af en række uafhængige anke- og klagenævn. Etableringen skal skabe et stærkt fagligt miljø og dermed medvirke til en endnu mere effektiv sagsbehandling til gavn for borgerne og virksomheder.
Nævnenes Hus skal sekretariatsbetjene uafhængige nævn fra henholdsvis Erhvervs- og Vækstministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.