Men hvad er ”djøficering”? Hvordan er det kommet så vidt? Og er der noget at gøre ved det?
Siden midt i 1990erne har begrebet DJØFicering været et slagord knyttet til nogle af de kompetencer de ikke-juridiske medlemmer af DJØFs medlemmer er i besiddelse af. Slagordet har været brugt som betegnelse for overdreven brug af økonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige tilgange til drift og udvikling i den offentlige sektor.[1] Begrebet har således været tæt knyttet til den stigende brug – og kritikken - af de værktøjer og udviklingstræk, som har gået under samlebetegnelsen New Public Management.[2]
Som polemisk begreb fungerer det, men som analytisk begreb burde det droppes. I stedet kunne man tage nogle mere grundige og nuancerede, men også vanskelige diskussioner af den ledelseskritik, organisationskritik, økonomikritik og den politiske kritik, som begrebet strejfer uden at eksplicitere.” [3].
Der er tydeligvis tale om et fænomen eller begreb, som er mere polemisk end analytisk
Der har været en række modreaktioner på stigmatiseringen af DJØFerne. DJØF har på Folkemøderne søget at tegne et andet og mere positivt billede af DJØFerne I 2015 med kritiske debatter under titlen ”Folkedomstolen”, en titel, som antyder, at DJØFerne kritiseres på et galt grundlag. DJØFs formand udtrykte på et repræsentantskabsmøde i foråret ønske om ”mere djøficering”. Et – formentlig dødfødt - forsøg på at dreje begrebets negative betydning.
I Politikens kronik 7.marts i år gik Stefan Hermann og Arne Eggert i rette med kritikken af DJØFerne som roden til alt ondt. Men de pegede samtidig på et behov for en nyorientering hos DJØFerne: ”Djøferen (…) skal kunne overskride sin egen faglighed, forlænge den til andre og åbne den for deres. Vi må bryde selvopfattelsen hos djøf’ere om, at de kan arbejde med hvad som helst, med de samme metoder og kun vil være generalister.”
Men hvis man vil gøre noget ved Djøficeringen som fænomen må man nok grave et spadestik dybere end ændringer i djøf’ernes selvopfattelse.
Reformerne, New Public Management (NPM) og ”djøficeringen” siden 80erne og frem til i dag kan ses som en reaktion på fagproffessionsvælde i 1960ern og 70erne. I takt med NPMs fremmarch er de fagprofessionelles position i udvikling, beslutning, gennemførelse af forandringer og driften svækket. I takt hermed er kritikken af djøferne som ansvarlige herfor steget tilsvarende.
Årsagen til tendensen til dæmonisering af djøferne og stridighederne mellem forskellige faggrupper skyldes altså mere grundlæggende udfordringer i og omkring den offentlige sektor. Det er knyttet til kompleksiteten i styringen af økonomien og kvaliteten i den offentlige sektor. Det var det, der skabte fænomenet "djøficering". Og skal vi af med dette fænomen, skal vi i fællesskab finde andre metoder til at sikre balancen mellem faglighed og økonomi. Vi må se på relationen mellem borgerne, fagprofessionerne og DJØF'erne og styrke det fælles ansvar for både velfærd og for økonomi. Med Ove Kaj Pedersens ord har vi brug for et velfærdssamfund i stedet for en velfærdsstat. Så kan vi skabe en styrings- og ledelsesform, som både fagprofessioner og DJØF'ere kan skrive under på.
Indtil det sker, vil vi fortsæt kunne glæde – eller ærgre - os over Per Helge Sørensens satire over "djøficeringen".
[1] Se for en definition af termen i: Peter Dahler-Larsen og Niels Ejersbo: Djøfisering – myte eller realitet? Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag 2004 s. 31-37
[2] Betegnelsen NPM er ”opfundet” af den britiske forsker Christopher Hood som samlebetegnelsen for de markedsorienterede ledelsesformer indført i 1980erne i de fleste OECD-lande. Se: A Public Management for All Seasons, Public Administration, årgamg 69, nr.1, s. 3–19, marts 1991
[3] Peter Dahler-Larsen, Niels Ejersbo og Morten Balle Hansen: Djøficering – analytisk eller polemisk begreb? I Samfundsøkonomen 2011/3.
