Mere end 25 års erfaringer med resultatbaseret styring har givet landets kommuner en erkendelse af, at produktion af velfærd er alt andet end lineær.
Det øger ikke nødvendigvis kvaliteten i undervisningen, eller antallet af elever der går videre på en ungdomsuddannelse, at kommunerne inkluderer et bestemt antal børn med særlige behov i folkeskolen.
Netop den erkendelse har ført til, at kommunerne i disse år afprøver nye muligheder for løsning af velfærdsopgaven. Mange kommuner ser her samskabelse som ”det nye sort”.
En kompleks virkelighed kræver komplekse løsninger
Kommunernes optagethed af samskabelse hænger sammen med nutidens komplekse virkelighed, som kommunerne skal producere velfærd i.
Hvordan sikrer kommunerne, at de fagprofessionelle ikke etablerer så specifikke faglige miljøer, at borgerne oplever at skulle møde 10 forskellige sagsbehandlere for at få den nødvendige hjælp?
Hvordan legitimerer kommunerne økonomiske prioriteringer, og at nogle velfærdsopgaver ikke længere bliver løst i kommunalt regi?
Hvordan giver kommunerne borgerne reel indflydelse på, hvilken velfærd kommunen bør producere?
Læs også DenOffentlige's temaside om samskabelse her
Behovet for at finde nye svar på kommunernes komplekse velfærdsudfordringer stiger. Her kan samskabelse være med til at skabe nye balancer mellem politisk ledelse, faglig kvalitet og inddragelse af borgerne i løsning af de kommunale velfærdsudfordringer.
At samskabe øger muligheden for borgerinddragelse og professionel tværfaglighed, men eliminerer ikke behovet for økonomiske prioriteringer. Derfor forudsætter samskabelse et skarpt blik for facilitering og gennemsigtighed i samarbejderne og beslutningsprocesserne.
At producere velfærd på en samskabende måde gør kommunerne bedre i stand til at omfavne virkelighedens kompleksitet og mangfoldighed, men øger samtidig behovet for, at kommunerne har fokus på potentielle konflikter, når mange forskellige interesser mødes i opgaveløsningen.
Samskabelse er også konflikt
At arbejde samskabende med plads til mangfoldighed og kompleksitet er ikke nogen nem opgave.
Samskabelse er mødet mellem interesser, potentiel konflikt og magt. Konkret betyder det, at kommunerne ikke ”bare” kan sætte samskabelse på dagsordenen uden også at sætte rammerne for, hvad det er, man kan og ikke kan samskabe.
Derfor er det vigtigt, at kommunerne er bevidste om, at samskabelse ikke kun skaber mere åbenhed, tillid og inklusion, men også øger kendskabet til, hvor der ikke er åbenhed, tillid og inklusion.
Lige nu gør kommunerne vigtige erfaringer med, hvor det er muligt at samskabe, hvordan kommunerne rammesætter samskabelse og sidst – men ikke mindst – hvor det ikke er muligt at samskabe.
Samskabelse stiller nye krav
Samskabende beslutningsprocesser med borgere og interessenter vil udfordre politikerne på den formelle magt, som udvalg og byråd giver.
At praktisere samskabelse kræver først og fremmest målrettede og improviserende politikere. Politikere der både tør opstille mål for den velfærd, som de prioriterer, og som samtidig tør forhandle om selvsamme velfærd.
Samskabelse kræver også modige offentlige ledere. Ledere som tør udfordre idéen om, at ledere er særligt kloge, særligt målfokuserede, særligt handlekraftige. Ledere som tør indgå i samskabende processer med især medarbejdere og borgere og dermed skabe stærke samarbejder, som kan understøtte bevægelsen væk fra resultat- til erfaringsbaseret styring.
Endelig kræver samskabelse borgere og fagprofessionelle medarbejdere som tør stå ved, at nye velfærdsløsninger kræver nye veje at gå. Nye veje med bump og huller som ingen på forhånd kender.
COK har lavet nogle eksempler på samskabelse her
