Jeg hører, at Ledelseskommissionens medlemmer er meget aktive og til stede på konferencer, møder, besøg i hele landet. Det er godt, for jeg frygtede, at den bare blev endnu en snakkeklub, der kom ud med nogle banale, generelle udsagn om god ledelse.
Forventningerne er store, og opgaven er nærmest umulig. Offentlig ledelse er jo vidt forskellig om man er styrelsesdirektør, afsnitsleder på et sygehus, børnehaveleder…
Om Nicolaj Ejler
Nicolaj Ejler er cand.scient adm. fra 1995. Han har som mangeårig konsulent i Rambøll Management spillet en vigtig rolle i introduktionen af resultatorienteret styring i den offentlige sektor.
Han har bl.a. rådgivet Beskæftigelsesministeriet og gennem årene guidet flere hundrede offentlige ledere på Rambøll Managements studieture til New York City om brugen af Key Performance Indicators (KPIer).
Ejler har i 2017 efter 20 års ansættelse forladt Rambøll og netop udgivet bogen "Faglig ledelse mellem kerneopgave og styring". Her fokuserer han på, hvordan styringspendulet nu skal svinge tilbage, så faglig dømmekraft og autonomi får større vægt.
Vi har behov for at tænke ledelse og styring sammen for at begribe ledelsesudfordringen i dens kontekst, dens rammebetingelser. Særligt for faglige ledere er dette vigtigt, for de leder borgernære indsatser, hvor fagprofessionelles praksis udgør selve nerven i vores velfærdssamfund. Faglige ledere lever med styring, der på mange områder er blevet til en overstyring af kerneopgaven, fremfor at understøtte kerneopgaven.
Styringens pendulbevægelse er de seneste 20 år svinget for langt væk fra det gode balancepunkt. På for mange områder har vi fået for megen styring. Ikke af ond vilje, for ethvert styringsredskab er indført med gode intentioner om at styrke den offentlige indsats for borgerne – for deres retssikkerhed, for at skabe effekter, for at undgå fejl og misbrug. Men de mange styringstiltag er aggregeret blevet til en overstyring, der tager for meget tid fra kerneopgaven, demotiverer fagprofessionelle, komplicerer for mange processer.
Hvad er så vejen frem? Det er ikke bare at frisætte alt, som mange professioner hævder. Noget styring er nødvendig for at sikre budgetstyring, retssikkerhed, brug af de rette metoder og tilgange. På nogle områder har vi ligefrem en understyring.
Men styringen har taget overhånd. Politikere og administratorer prøver at styre kerneopgaven, selv om det ikke er muligt at styre lineært fra Slotsholmen og ud i en fagprofessionel praksis. Reaktionen på enkeltsager i pressen om dårlig praksis, fejl, misbrug, uhensigtsmæssigheder er alt for ofte mere procesregulering. Det fører til stadig mere sofistikerede forsøg på at styre kerneopgaven, men det bliver ved forsøget, og det bliver i periferien af kerneopgaven.
Vi styrer på normeringer, klassestørrelser, m2, antal samtaler, længden af samtaler, åbningstider, læreres linjefagskompetence, lederes efteruddannelsesniveau, sygefravær, borgertilfredshed, medarbejdertilfredshed. Men det er ikke kerneopgaven, det er faktorer omkring kerneopgaven. Vi har nået et punkt, hvor procesregulering, dokumentation og måling fylder for meget i udførelsen af kerneopgaven.
Nu har vi brug for at pendulet svinges tilbage, ind mod et balancepunkt, så styring understøtter fagligheden.
Ledelse i praksis, hverdagsledelsen, den faglige ledelse er at få kerneopgaven til at være så effektiv som muligt (skabe effekt for borgerne), og så efficient som muligt (at gøre det med effektiv ressourceanvendelse). Det er faglige ledere generelt gode til, og de skal have plads tilbage, så de har mere tid til denne opgave. Det er her, de er gode, det er her, de skal have tid til at udvikle deres praksis.
Fagprofessionelle skal vinde en professionsautonomi tilbage ved at lade dømmekraften understøtte af evidens, viden, data, således at refleksion og læring foregår på den mest systematiske måde, og ikke kun i hverdagens praksis, hvor den forbliver for usystematisk.
Fagprofessionerne bærer en forandringskraft i sig ved en mere vidensbaseret og systematisk refleksiv praksis. Det sker ikke tilstrækkeligt systematisk i professionerne i dag – hverken i udbredelse (ikke alle gør det), eller i metode (ikke alle, der gør det, gør det med tilstrækkelig systematik og solid metodefundering). I nogle professioner italesættes evidens og dømmekraft nærmest som modsætninger. Det er de jo ikke. Fagprofessionelle står på masser af forskning, evidens, viden, teori. Fagprofessionelle bruger dømmekraft, tvivl, refleksion, og det skal ske understøttet af, beriget af viden og data.
Der er masser af gode eksempler på stærk faglig ledelse og stærk professionalisme, hvor dømmekraft og viden og datarefleksion går hånd i hånd, hvor fagligt funderede redskaber bruges med stor succes for den faglige udvikling og for effektskabelse for borgerne. Det er den vej, vi skal!