Ny undersøgelse: Resultatstyring virker ikke

En stærk kritik af vores styringssystem er på trapperne. Det er KORAs systematiske gennemgang af danske og internationale analyser af effekter af resultatbaseret styring (RBS) på tre store velfærdsområder: Folkeskole, beskæftigelse og socialområdet. En flig er løftet i et særnummer af KORAs magasin   som blev udsendt i november måned og et interview med forfatteren Marie Louise Østergaard i DJØF-bladet.

Analysen er sat i værk af det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium og skulle skabe evidens for, om vi anvender de rette styringsredskaber i det offentlige. KORA har løst opgaven ved at gennemgå 60 danske og internationale forskningsrapporter om virkningen af RBS på tre tunge velfærdsområder. Der er lavet et såkaldt metastudie, hvor relevante forskningsresultater sammenfattes i én rapport.

Svaret er entydigt: Det virker ikke

Svaret på om RBS virker efter hensigten er et temmelig entydigt nej. Rapporten bekræfter og konkretiserer således den forskning, der allerede ligger fra amerikanske Ed Gerrishs metastudie ligesom du kan læse Jacob Torfings meget læste artikel her på DenOffentlige om Hood og Dixons engelske undersøgelse.

De alvorlige problemer i RBS, som KORA-rapporten peger på er følgende:

• Skolerne bortprioriterer vigtige opgaver, svækker de svage elever og ressourcetildelingen mellem skolerne bliver skæv.
• Beskæftigelsesområdet har for meget fokus på kortsigtede resultater og de lavthængende frugter, mens de mere komplekse opgaver nedprioriteres; medarbejderne demotiveres og udvikler en tjekliste kultur.
• Socialområdet har svært at måle på bløde sociale værdier, målgruppen er så broget at fælles mål ikke kan findes og den store fokus på enkeltsager hindrer langsigtet planlægning.

Et meget ubehageligt budskab for flere nøgleaktører i styringsdebatten:

• Politikerne har jo så anvendt de forkerte styringsmetoder i årevis. Og det er svært for politikere at indrømme, at de har taget så grundigt fejl.
• Centraladministrationen er dog i en endnu større klemme. For her ligger ansvaret for, at skiftende regeringer er rådgivet forkert om, hvad der virker.
• Medierne har i årevis svigtet rollen som kritiske kontrollanter af om målene nås; de har fokuseret på enkeltsager frem for at se sammenhængene
• Konsulentfirmaer anført af Rambøll og Deloitte har gennem årene stået til rådighed for topledelserne i stat og kommuner og også selv tilskyndet til øget  brug af RBS.

Andre vil måske blive styrket og kunne drage nytte af den ny viden:

• Kommunalpolitikere og kommunaldirektører kan med en vis ret hævde, at de blot har skullet føre lovgivningen og styringen ud i livet. Rapportens budskab om, at statens styring er uhensigtsmæssig kan tværtimod styrke deres udtalte ønske om at alle kommuner kan blive frikommuner.
• De offentlige personaleorganisationer får med rapporterne stærk opbakning til deres ønske om at udvikle den Tillidsreform, som SR-regeringen gav håndslag på, og som de ser som et opgør med New Public Management.

Men vigtigst: Hvad betyder det for danskerne at RBS nu er i krise? Hvad betyder det for borgerne i rollen som vælger, skatteborger, patient, klienter, brugere, samarbejdspartner? Hvad kan svaret blive?

Vi kan reagere på to måder

Der kan umiddelbart tænkes to typer af reaktion på budskabet om, at statens bestræbelser på styringen af effekter og kvalitet er ydelser i den offentlige sektor:

Den ene reaktion vil være at intensivere arbejdet med at ændre grundlæggende den måde mål og resultater opstilles, opnås og opfølges på. Det vil sige se bivirkninger i øjnene og se mere præcist på den kontekst RBS anvendes (eller ikke bør anvendes) i.  Her vil styrket inddragelse af fagprofessionerne centralt og lokalt være nøglen til at udvikle alment accepterede mål og målinger i styring - og reducere dokumentation. Måske kan trepartsforhandlinger komme i spil i den sammenhæng.

En anden reaktion kan være at opgive at have et så højt ambitionsniveau når det gælder præcise nationale effekt- og resultatkrav. Det er jo urealistisk. Staten vil så koncentrere sig om formål og om den økonomiske ramme. Herved overlades styringen af kvalitet og effekt til kommunerne med loven som det fælles formål. Hver kommune kan anvende den styringsmodel, de finder bedst egnet. Måske kan en videreudvikling af frikommunemodellen komme i spil her.

Lad os håbe de igangværende trepartsforhandlinger når hen til dette emne. Det har betydning for 800.000 offentlig ansattes motivation og effektivitet. Og for 5 millioner borgere og tusinder af virksomheder, som har varierende kontakt - og oplevelser - med det offentlige.