Den formelle blåstempling af Aarhus som vært for et ambitiøst kulturprogram i 2017 markerer et flot punktum i byens dedikerede indsats for at opnå den eftertragtede titel som Europas Kulturhovedstad. Byen blev sidste år foreslået til titlen på baggrund af en anbefaling fra en uafhængig jury. Det er den indstilling, som de europæiske ministre i dag har nikket til.
Kulturminister Marianne Jelved udtaler:
”Jeg ser meget frem til, at Aarhus bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017, og jeg er overbevist om, at værtskabet vil være til glæde både for byen og for dens danske og udenlandske besøgende.
Det gennemgående tema ”RETHINK” for Aarhus 2017-arrangementet er efter min mening helt centralt og vedkommende, fordi det lægger op til at tænke nyt og alternativt i forhold til danske og europæiske udfordringer. Jeg er sikker på, at Aarhus i 2017 vil skabe stor opmærksomhed og give os mange uforglemmelige oplevelser.”
Om Den Europæiske Kulturhovedstad:
Formålet med hvert år at udpege en europæisk kulturhovedstad er blandt andet at fremhæve den europæiske kulturrigdom og mangfoldighed. Alle byer i Danmark har kunnet stille op og konkurrere om titlen som Den Europæiske Kulturhovedstad 2017.
Danmark og Cypern deler i 2017 værtskabet for Den Europæiske Kulturhovedstad. På kulturministerrådsmødet i dag blev den cypriotiske by Pafos ligeledes udpeget til Kulturhovedstad i 2017. Endvidere fik Valletta på Malta på dagens møde formelt overrakt titlen som den ene af de to kulturhovedstæder for 2018.”