Snart kan robotter også stå for affaldssorteringen

Robotterne tager skraldet i Holstebro

Bæredygtighed

20/03/2017 08:18

Nick Allentoft

Danmarks første affaldssorteringsanlæg bemandet af robotter åbner i Holstebro i dag..

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Plast og metal er blandt de affaldstyper, som borgerne i Holstebro, Lemvig, Skive og Struer i fremtiden kan putte i samme skraldespand. Når affaldet ankommer til det splinternye sorteringsanlæg NOMI4S, vil robotter og anden avanceret teknologi nemlig klare finsorteringen. I første omgang sorterer robotterne plastaffald, men på sigt skal de sortere mange typer skrald.

- Det her er et bud på fremtidens affaldshåndtering. Den gør det så nemt som muligt for borgerne at tage hensyn til miljøet og sikrer, at værdifulde ressourcer i affaldet bliver genanvendt til nye produkter i stedet for at blive brændt af, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Det er forventningen, at det fuldautomatiske anlæg vil kunne skabe flere nye arbejdspladser lokalt og ikke mindst medvirke til at styrke eksporten af dansk miljøteknologi, da lignende anlæg vil kunne etableres i udlandet og i andre danske kommuner.

Vi skal genanvende mere

Danmark ligger i den bedste tredjedel i EU, når det gælder sortering og genanvendelse af affald. Vi er rigtig gode til at lave energi af vores skrald, men hvert år brænder vi en mio. tons affald af, selvom størstedelen kunne have været genanvendt. 

LÆS OGSÅ: KAN EN HUNDELORT GENBRUGES?

- Vi kan og skal blive bedre til at genanvende affald. Det giver bare god mening, at vi genanvender meget mere end i dag, så gode ressourcer får et nyt liv og værdi igen. Jeg er glad for, at vi med midler fra MUDP har været med til at udvikle en teknologi, som kan bidrage til at indfri denne målsætning, og endda baseret på danske robotløsninger. Det er win-win, at vi både skaber bedre affaldssortering og samtidig viser dansk teknologi frem, som kan eksporteres til udlandet, siger Esben Lunde Larsen.

Affaldssorteringsanlægget har samlet modtaget otte mio. kroner i tilskud, heraf 5,4 mio. kroner fra MUDP (Miljøteknologisk Udvikling og Demonstrations Program) og tre mio. kroner fra Region Midtjylland.

FAKTA:

  • De seneste tal fra 2014 viser, at 31 procent af husholdningsaffaldet i Danmark bliver genanvendt (målt på syv affaldstyper). I den gældende affaldshåndteringsplan er der en målsætning om, at det tal skal stige til 50 procent i 2022.
  • Det er dokumenteret, at vi i Danmark hvert år brænder en mio. tons tørre affaldstyper af, hvor størstedelen kunne have været genanvendt.
  • Når det gælder genanvendelsen af vores samlede husholdningsaffald, lå Danmark i 2014 på en 10. plads i EU. Vi har tradition for at forbrænde vores affald med stor energiudnyttelse i form af varme og el. Derudover er vi blandt de allerbedste i EU til at minimere deponi, idet vi blot deponerer to procent af vores husholdningsaffald.
  • Hos NOMI4S sorterer robotterne indledningsvist kun plastaffald. Men de kan indstilles til at sortere alt det, som sensorerne kan se, og de kan på sigt sættes op til at pille farlig kemi ud af affaldet, eller finde værdifulde metaller. Dvs. at borgerne på sigt kan putte alle eller flere af de tørre typer i samme skraldespand – glas, plast, metal og træ, men ikke det organiske affald – og dermed undgå mange forskellige beholdere.
  • NOMI4S er et fælleskommunalt ressourceselskab. Det blev stiftet i 2014 og ejes af Holstebro, Lemvig, Skive og Struer kommuner. NOMI4S servicerer ca. 148.000 borgere i de 4 ejerkommuner.
  • Foruden NOMI4S er de private virksomheder Linatech A/S, Nordtec-Optomatic A/S og Robotsort ApS med i projektet.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.