M.J. Eriksson vinder Femern-kontrakt

Infrastruktur

31/10/2018 15:30

Jens Villemoes

Femern A/S har tildelt entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson A/S en kontrakt på tømning af Strandholm Sø på byggepladsen for den kommende Femern-forbindelse.

Entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson A/S har vundet kontrakten på tømningen af Strandholm sø ved Rødbyhavn på Lolland.

Den otte hektar store sø ligger i dag midt på byggepladsen lige der, hvor biler og tog i fremtiden vil køre ned i Femern-tunnelen.

Opgaven for entreprenørerne bliver at tømme søen for vand, men forinden skal der etableres en 350 meter lang spunsvæg til tætning og forstærkning af det eksisterende dige.

Herefter skal søen tømmes og undergrunden drænes, så arkæologer kan undersøge området. Strandholm Sø er en kunstig sø, der blev anlagt i forbindelse med udvinding af materialer til opførelsen af kystdiget i 1872.

Søen blev senere udvidet i 1940, da der blev udgravet yderligere sand til byggeri.

Som erstatning for Strandholm Sø bliver der opført en ny sø på samme størrelse cirka to kilometer øst for sommerhusene ved Hyldtofte. Denne opgave kommer i udbud på et senere tidspunkt.

Arbejdet med flytningen af Strandholm Sø forventes at begynde i midten af november.

Mest Læste

Annonce