Mols-Linien vinder Bornholmerruten
Det bliver Mols-Linien der fra 2018 og 10 år frem skal betjene færgesejladsen til Bornholm. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Kontrakten om færgebetjeningen af Bornholm blev udbudt i henhold til færgeforliget af 11. december 2014, der blev indgået af et bredt politisk flertal bestående af den daværende regering (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. I henhold til færgeforliget skal kontrakten tildeles den tilbudsgiver, der tilbyder den største billetprisreduktion.
- I henhold til færgeloven skal færgebetjeningen af Bornholm udbydes.
- Udbuddet skal ske i overensstemmelse med danske og EU-retlige udbudsregler.
- Udbudsbetingelserne er fastsat i færgeforliget af 11. december 2014 mellem den daværende regering (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Dertil kommer forligskredsens tillægsaftale af 26. maj 2015 vedrørende erstatningsfærge.
- I færgeforliget af 11. december 2014 fremgår: ”Vinderen af udbuddet er den byder, som kan tilbyde den laveste gennemsnitlige billetpris på de udvalgte billettyper og i øvrigt opfylde udbudsbetingelserne”.
- Udbudsbetingelserne og tildelingskriteriet ligger dermed fast. Det er i henhold til udbudsreglerne ikke muligt at inddrage andre forhold, når kontrakten skal tildeles.
- Ved udbud af en ydelse som denne færgekontrakt skal der fra meddelelse af tildelingsbeslutning gå 10 kalenderdage, inden kontrakten kan underskrives, en såkaldt standstill-periode.