Aalborgs borgmester tilbage efter blodprop

12/10/2012 23:16

Ritzau

Borgmester Henning G. Jensen raskmeldes efter en bypass-operation og to måneders sygemelding.

Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), vender tilbage til sit kontor på rådhuset, efter at han blev ramt af en blodprop i hjertet for to måneder siden.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Jeg er rigtig glad for, at Henning G. Jensen er raskmeldt og klar til at vende tilbage til borgmesterkontoret. Rekreationsforløbet er gået helt efter planen, og Henning er klar til at genoptage arbejdet om godt to uger, siger kommunaldirektør Jens Kristian Munk.
Borgmesteren begynder sit arbejde igen 1. november.
Henning G. Jensen blev indlagt på Aalborg Sygehus 6. august efter at have følt sig sløj i løbet af natten. Her fandt lægerne en blodprop i hans hjerte.
11 dage senere - 17. august - gennemgik borgmesteren en bypass-operation, og siden er det gået hurtigt med at komme til hægterne igen, oplyser kommunen.
Henning G. Jensen har siddet i Aalborg byråd siden 1974. Han var socialrådmand fra 1982 til 1997, inden han blev borgmester i 1998.
Han har tidligere meldt ud, at han ikke genopstiller, når hans periode om to år er slut. Til den tid har han siddet på posten som borgmester i 16 år.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce