Annemette Løkke Berg nyansat leder af Christiansfeld Videncenter

Ledelse

29/03/2011 11:25

Nick Allentoft

Kolding Kommunen har indledt et samarbejde med Kulturarvsstyrelsen med henblik på at få Christiansfeld på UNESCOs verdenskulturarvsliste. I den forbindelse er der oprettet et Videncenter i Christiansfeld for at understøtte og fremme arbejdet med at få byen på listen.

Annemette Løkke Berg er pr. 1. april ansat som leder af Christiansfeld Videncenter. I Christiansfeld Videncenter skal hun medvirke til at foretage den videnskabelige analyse af brødremenighedens historie og være med til at skrive den ansøgning til UNESCO’s verdenskulturarvsliste, som Christiansfeld gerne skulle på. Optages Christiansfeld på UNESCOs liste vil denne status trække flere turister til byen. UNESCO er et globalt brand, som turister verden over bruger som et kvalitetsmæssigt pejlemærke.

Med ansættelsen af Annemette Løkke Berg får centret tilført et engageret fagmenneske, som kommer fra Nordjyllands Kystmuseum i Sæby, hvor hun udviklede formidlingsstrategier og samarbejdsplatforme for det samlede Kystmuseum. I det arbejde har hun lagt vægt på ikke kun at værne om de historiske værdier, men også at have respekt for de levende miljøer og den kulturelle identitet, som er på stedet. For Annemette Løkke Berg er det vigtigt, at kulturarven gøres vedkommende, og at der skabes oplevelser med relevans og nærvær.

Annemette Løkke Berg vil dele lokaler med Christiansfeld Turistbureau, der indtil nu været et formidlingscenter med mindre udstillinger, adskillige foredrag og et meget aktivt turistbureau. I et tæt samarbejde med turistbureauet skal Annemette Løkke Berg styrke det faglige, lokale netværk i Christiansfeld.

Mest Læste

Annonce