Jens Otto Dalhøj (Nordfyn) fra V til LA

26/10/2010 13:23

Nick Allentoft

Jens Otto Dalhøj, som har siddet i kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune for Venstre siden januar 2010, har besluttet at forlade sit gamle parti og i stedet melde sig ind i Liberal Alliance. Han begrunder blandt andet sit partiskift med Liberal Alliances fokus på personlig frihed.

”Jeg har været medlem af Venstre i over 20 år, så det er selvfølgelig ikke en let beslutning. Men jeg synes, at Venstre har bevæget sig for langt væk fra den liberale grundtanke om frihed – både den personlige frihed og frihed i et større perspektiv. Særligt mener jeg, at det halter gevaldigt med at give ledere og medarbejdere på de danske arbejdspladser frihed til at løse opgaverne i lokalt regi. Hos Liberal Alliance kan jeg langt bedre bekæmpe systemtænkning og utidig indblanding fra det offentlige,” siger Jens Otto Dalhøj.

Han henviser specifikt til den aktuelle sag i Nordfyns Kommune om lukning af alle skoler med mindre end 140 elever.

Hos Liberal Alliance bliver det nye medlem modtaget med åbne arme:

”Jeg er rigtig glad for, at Jens Otto Dalhøj har meldt sig ind hos os i Liberal Alliance. Han er en dygtig politiker og et sympatisk menneske, som altid har kæmpet for den liberale sag. Liberal Alliance får mange nye medlemmer for tiden, og de kommer især fra Venstre og De Konservative. Jeg tror, det skyldes Liberal Alliances insisteren på borgerlig politik: Lavere skat, højere vækst og mere personlig frihed," siger Jeppe Plesner, som er næstformand for Liberal Alliance i Fyns Storkreds og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Kilde: Pressemeddelelse fra Liberal Alliance.

Mest Læste

Annonce