- Politikerne skal i højere grad gøre sig umage for at undgå personsager, siger Mogens Lykketoft. Foto: Steen Brogaard

Netavis: Tilliden til politikerne styrtdykker

Politik

06/01/2014 10:39

På få år er danskernes tillid til politikerne faldet dramatisk, viser ny måling. Folketingsformand er bekymret

På få år er andelen, der har meget eller ret stor tillid til politikerne, halveret til kun 36 procent af danskerne, viser en ny måling, som A&B Analyse har foretaget for netavisen Altinget.dk.

Dermed ser det ud til, at befolkningens tillid til politikerne styrtdykker, for tallet er lavere end nogensinde før.

- Nedenunder de akutte personsager på Christiansborg og diverse borgmesterkup, så er der en generel trend til, at tilliden til politikerne er dalende.

- Løftebruds-debatten spiller helt sikkert også en rolle. Der er en del vælgere, som oplever, at de har fået en anden politik end den, de troede, de havde stemt på, siger valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager til netavisen Altinget.dk.

Derfor ser man ret store vælgervandringer væk fra især S og SF efter valget, mener han.

Efter hvert valg siden 1994 har valgforskere stillet spørgsmålet: "Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed?"

Indtil 2011 har mellem 54 og 70 procent af vælgerne sagt, at de har stor eller ret stor tillid til politikerne.

Op gennem halvfemserne steg tilliden til de danske politikere, og den toppede midt i nullerne med kontraktpolitikken under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Hos Folketingets Præsidium ser både formanden Mogens Lykketoft (S) og næstformand Bertel Haarder (V) alvorligt på udviklingen.

- Det er alvorligt. Der er et stort arbejde at gøre fra alle sider for at rette op på tilliden.

- Politikerne skal i højere grad gøre sig umage for at undgå personsager. De skal ikke bare spille efter reglerne, men også have øje for, hvad der er god adfærd for ministre og folketingsmedlemmer, siger Mogens Lykketoft.

Både Lykketoft og Haarder er enige med valgforskeren Rune Stubager i, at den økonomiske krise er den primære årsag til den styrtdykkende tillid.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce