Rapport: Lave ydelser fører til mismod og gæld - ikke arbejde

Velfærd

04/4/14 12:56

Freja Eriksen

Afmagt, modløshed, gæld, øget fattigdom og ulighed, som især rammer børnene, er lave ydelsers resultater, viser en rapport fra landsdækkende forskningsprojekt. En af projektets fem forskere, sociolog Maja Müller, forklarer her resultaterne, der viser, hvordan fattiges overlevelsesstrategier på lave ydelser for det meste fører til meget andet end arbejde - inklusive stiftelse af rockergæld.

De senere års reformer af dagpenge til ledige og syge, kontanthjælp og førtidspension bygger på en tro på at lave ydelser virker som incitamenter, der får flere i uddannelse og arbejde. Det gør de ikke. Resultatet af lave ydelser er afmagt, modløshed, gæld, øget fattigdom og ulighed, som især rammer børnene. Det er hovedresultaterne af et forskningsprojekt gennemført for Rådet for Socialt Udsatte af en gruppe forskere - herimellem jeg selv - i 2007–2011: ”Konsekvenser af at have de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag”. Undersøgelsens resultater aktualiseres i forlængelse af Debattens fokus på den stigende ulighed i Danmark, som blev vist på DR2 d. 27.3.2014.

Undersøgelsen omfattede bl.a. 252 personer som fik nedsat deres ydelser. 49 % af de 252 blev mere modløse eller opgivende, samtidig med at de ikke blev mere tilskyndede til at søge job.  For 26 % var situationen uændret. 20 % blev mere jobsøgende, men samtidig mere modløse eller opgivende. Kun 5 % blev mere tilskyndet til at søge et ordinært job uden at blive mere modløse eller opgivende. 

Fattigdomsdebatten boks

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

 

Gæld og afmagt

Nedsatte ydelser førte til strategier præget af fx gældsstiftelse og afbetalingsaftaler, eller til at forsøge at tilpasse sig ved at skære ned i udgifterne, købe brugte ting, gå på tilbudsjagt, skære i madbudgettet og særligt i udgifter til sociale aktiviteter som afholdelse af børnenes fødselsdage, fritidsaktiviteter etc. 

Gældsstiftelsen var en af de mest drastiske handlinger, som havde langtidskonsekvenser for familierne, idet det var en ond spiral, som var svær at komme ud af. De færreste i denne gruppe kunne låne i banken. Derfor skete gældsstiftelsen ofte på meget dårligere vilkår hos private kreditvirksomheder, hos tvivlsomme lånefirmaer og på det ”grå lånemarked”. Nogle lånte penge af venner, familie og bekendte, selvom det ofte var forbundet med en følelse af stor skam, mens andre begav sig ud i mere desperate løsninger som at låne af lånefirmaer eller af rockere.

En mand fortalte om, hvorledes der pga. ubetalte regninger var blevet lukket for elektriciteten i familiens hjem. Efter et stykke tid at have levet af varmet dåsemad over en fyrfads-fondue, ikke at kunne få vasket tøj og ikke at have lys, hvilket påvirkede deres 11-årige drengs trivsel, så faderen i familien sig nødsaget til at låne penge af nogle rockere. De kunne ikke låne andre steder. Det betød, at de skulle betale lånet af med meget høje renter samt med trusler hængende over hovedet, som handlede om at få revet fingre og øre af, hvis betalingen ikke kom. Familiens situation, som var præget af arbejdsløshed og et økonomisk pres, førte dem ud i desperat låntagning – en desperat form for coping, som var udtryk for afmagt, som blot forværrede deres situation på sigt. Afdragene på gælden havde indflydelse på rådighedsbeløbet fremover og dermed deres levekår i en lang periode. En anden far fortæller om, hvorledes deres voksne søn tog lån i banken for dem, fordi de ikke kunne låne af andre (”Livet på de laveste sociale ydelser – et år efter”. Müller, Andersen, Ejrnæs og Larsen, 2011)

Modløshed

En anden form for coping som viste sig, var en passiv form, hvor folk blev modløse. De følte afmagt, for de kunne hverken varetage eller opnå et ordinært job. De økonomiske pisk de fik i forlængelse heraf, væltede dem psykisk, og de kunne ikke handle problemløsende og proaktivt i forhold til deres situation. Over 60 % af modtagerne af de laveste ydelser, som ikke var kommet i arbejde, nævnte helbredsproblemer som en barriere for at komme i job, herefter nævnedes manglende uddannelse/ kvalifikationer og sprogkompetencer som væsentlige barrierer. Ved at sætte ydelserne ned, løste man ikke disse familiers problemer. Tværtimod marginaliserede man de borgere og familier som i forvejen var i en udsat position.

Fattigdom og ulighed rammer især børnene

Risikoen for social eksklusion, som følger i kølvandet på fattigdom, påvirker, ikke kun den voksne borger, der blev udsat for en lavere ydelse, men også resten af familien. Særligt børn er afhængige af, at de har mulighed for at være en del af det fællesskab, som danner rammerne for et normalt børneliv i Danmark. Kan man fx være en del af fællesskabet uden adgang til internettet i dag? Og ja, man kan få adgang via biblioteket, men fx al skolelærer/forældre-kontakt og meget anden kontakt foregår virtuelt i dag, og fattige familier risikerer at blive marginaliseret herfra, hvis de ikke har en åben og tilgængelig adgang hertil.

Den sociale eksklusion som er relateret til fattigdom handler om afsavn og goder, som er nødvendige for at være en del af det danske samfund i dag. Dette handler ikke om et liv i luksus eller absolut fattigdom, men om den relative fattigdom, hvor ”individer‚ familier og grupper i befolkningen kan siges at leve i fattigdom‚ når de mangler ressourcer til at opnå den kost‚ deltage i de aktiviteter og have de levekår og behageligheder‚ som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund‚ som de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for individer og familier‚ at de udelukkes fra almindelige livsmønstre‚ vaner og aktiviteter.” (“Poverty in the United Kingdom : A survey of household resources and standards of living”, Townsend, 1979)

Denne definition af den relative fattigdom er vigtig at huske på, hvis vi som samfund begynder at synes, at den økonomiske ulighed er ligegyldig (jf. fx Inger Støjbergs udtalelse i Debatten på DR2 d. 27.3.2014). Den økonomiske ulighed skaber store skel mellem rig og fattig, som kan resultere i at børnene i de fattigste familier ikke kan holde fødselsdag for klassekammeraterne, når normen er at holde den på Mc Donalds eller i bowlinghallen. Disse børn kan heller ikke komme med til fødselsdage, fordi det er normen at give dyre gaver, de kan ikke være en del af fællesskabet i fritiden, for de går ikke håndbold, dans eller har et løbehjul. De har ikke det smarte, dyre tøj, mobiltelefon eller andet. Vi lever i et moderne forbrugssamfund, og det kræver personlige ressourcer at tage afstand fra de materielle værdier. Ressourcer som mange af de personer, som i forvejen er marginaliseret fra arbejdsmarkedet, har helbredsproblemer, er socialt isoleret etc., ofte ikke har. Derfor er der ingen grund til at marginalisere dem yderligt økonomisk.